110 km/t

September er kun lige ankommet, bladene er kun lige begyndt at falde, dagene er kun blevet forkortet med ganske få minutter, og alligevel er alting forandret. Det er gået så hurtigt, at jeg stadig ikke helt er sikker på, hvad der er sket, men mit liv er markant anderledes i dag, end det var i går. Et splitsekund er alt, hvad det kræver.
De seneste dage, den seneste uge, har været surrealistisk. Et farvet miskmask af søde veninder, sjove aftaler og svimlende store voksenbeslutninger. Det føles som om, jeg er blevet tyve år ældre, men samtidig føles det hele stadig så nyt. For første gang i 25 år har jeg fast grund under fødderne, og jeg har så mange planer, jeg gerne vil føre ud i livet. Og de begynder nu. Af med støttehjulene og op med farten. 110 km/t uden et bakgear.

September 2015. Jeg skriver det her i et forsøg på at minde mig selv om, hvordan jeg har det lige nu. 

No more running, no more hiding 
No more hurting, no more crying 
No more trouble, no more sighing 
No more falling, no more striving 
No more heartache, no more fighting 
No more fears, only flying

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *