3 skønne rom-coms til en regnvejrsdag

Det regner. Og det regner. Og det regner. Og det eneste, jeg er i humør til er at binge klassiske rom-coms fra 90’erne og spise croissanter. Helst uden overhovedet at forlade min lejlighed. Det smitter endda også af på min læsning.

Jeg forestiller mig, at flere af jer har det på samme måde. Regnvejr, og alt slags uvejr, er trods alt den perfekte undskyldning for at slæbe dynen ind i sofaen og forsvinde ind i en romantisk dagdrøm. Helst en med humor og lidt kant.

Derfor har jeg gravet tre boganbefalinger frem til jer. Alle fyldt med kærlighedsklichéer, meet cutes og humor. Og alle perfekte comfort reads.

The Hating Game af Sally Thorne

I virkeligheden er grunden til, at jeg skriver dette blogindlæg bare, at jeg gerne vil anbefale The Hating Game af Sally Thorne. Det er nemlig en bog, jeg har læst pinligt(!) mange gange, og som jeg nærmest har på repeat som lydbog. Det er ultimativt den bedste rom-com, jeg nogensinde har læst; lige dele sød, sjov, sexet og relaterbar. Og så handler den rent faktisk om en hovedperson på min egen alder.

“I type my password: IHATEJOSHUA4EV@. My previous passwords have all been variations on how much I hate Joshua. Forever. His password is almost certainly IHateLucinda4Eva.”

The Hating Game handler om 28-årige Lucy Hutton, som arbejder i forlagsbranchen og deler kontor med verdens værste kollega, Joshua Templeman. Ikke blot er de to ikke på bølgelængde; de er decideret ondskabsfulde overfor hinanden og gør alt for at sabotere hinandens arbejde og humør. Det hele bliver selvfølgelig værre af, at en mulighed for forfremmelse dukker op – og de begge kæmper med hud og hår, næb og kløer for at få stillingen. Men efterhånden som de gradvist lærer hinanden bedre at kende, bliver det sværere for dem at være konkurrenter …

Lyder det som en kliché? Det er det også. Men det er en vidunderligt veludført kliché fyldt med mavekrampende morsomme scener, indædt jalousi og umulige chefer. Det her er had-bliver-til-kærlighed, når det er allerbedst. Og det er vitterligt en af mine yndlingsbøger. Stod det til mig, skulle alle læse den.

Attachments af Rainbow Rowell

Kender du Rainbow Rowell? Forfatteren med det meget genkendelige navn er de seneste år blevet meget berømt for hendes rørende, sjove og virkelig fine Young Adult-romaner. Desværre er hun dog ikke så kendt for hendes kærlighedsromaner, som virkelig også kan anbefales. Attachments var hendes debut, og bogen udspiller sig i 90’ernes kontorlandskaber og i internettets allerspædeste start. Den er virkelig sjov, nostalgisk og, nåja, romantisk. Man læser den nærmest som en film.

“Nobody marries their first love. First love is just that. First. It’s implied that something else will follow. ”

Attachments handler om Beth og Jennifer, som er kollegaer og venner og bruger kontorets e-mailsystem til lange, private og vittige mailudvekslinger. Lincoln arbejder i samme kontorlandskab og er ansat til at overvåge kontorets e-mails. Af samme grund kan han (selvfølgelig) ikke lade være med at smuglæse i Beth og Jennifers mange mails, og fra afstand bliver han dybt betaget af Beth. Det er dog lidt svært for ham sådan rigtigt at få det sagt …

Attachments er perfekt til regnvejrsdage og gråvejrshumør. Den er så sjov, sød og romantisk. På en virkelig kluntet, uheldig og vildt charmerende måde. Og så er den fyldt med referencer til 90’ernes popkultur og beskrivelser af en tid, hvor internettet stadig var “nyt og spændende”, e-mails var eksotiske, og verden måske lidt mere ukompliceret. Karaktererne er fine og quirky, og skrivestilen fuldstændigt medrivende.

It’s Not Me, It’s You af Mhairi McFarlane

Jeg fandt denne bog tilfældigt i en boghandel for et par år siden. Og jeg forelskede mig i den farvestrålende forside, bogryggen med guldtryk og det faktum, at bogen havde små indbyggede tegninger i. Så den kom med mig hjem, og jeg opdagede Mhairi McFarlane, som jeg har læst lige siden. Hun har skrevet mange skønne og fantastisk sjove rom-coms, men jeg tror, denne bliver ved med at være min favorit.

“I wanted arguments over shelving units in Ikea, Christmas dinner in paper hats with your parents, Boxing Day playing video games with Ralph, and our names to always be used as a pair. (Like Hepburn and Tracy. Or Cannon and Ball).”

It’s Not You, It’s Me handler om Delia, som netop er gået fra sin kæreste. Hun planlagde at fri til ham, og i stedet afslørede han, at han var hende utro. Med den skuffelse i bagagen, flytter hun fra Newcastle til London og bliver ansat på en suspekt reklamebureau med en chef, der overvåger hende, og en lidt for nysgerrig journalist, der afpresser hende til at udlevere arbejdshemmeligheder. Det hele er kaotisk, umuligt, komisk. Men midt i det hele begynder Delia at føle sig som sig selv igen, og efter mange års pause begynder hun at tegne igen.

It’s Not Me, It’s You er svær at forklare, men det er måske også pointen. For den har ikke et typisk rom-com plot, og den er svær at forudsige. Men den er hysterisk morsom og hjertevarm; og fyldt med kærlighed af den suk-fremkaldende, drømmeagtige slags. Jeg hygger mig altid i Mhairi McFarlanes selskab, og det er ikke uden grund, at alle hendes bøger er blevet oversat og udgivet på det danske marked. Hun kan noget helt særligt.

Comments

    • Anytime! Jeg håber, der er en bog for dig. “The Hating Game” kan man i min optik ikke gå galt med 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *