Dear life

Min oldemor er død. Hun sov ind i nat, 89 år gammel. Jeg vidste godt, det var på vej, men det er alligevel svært at acceptere nu, når dagen er her. Jeg har jo kendt hende hele mit liv.

Erna, som hun hed, var en sej kvinde. Hun blev gift med min oldefar, da hun var meget ung, og for otte år siden, fejrede de krondiamantbryllup. I den forbindelse fik de brev fra Dronningen, og min kære oldemor var helt ude af sig selv af stolthed og ære. Hun var fra en anden generation, hvor den slags blev tildelt stor betydning. Jeg tror aldrig helt, jeg har set nogen være så lykkelig, som hun var den dag.
Hun tilhørte en anden generation og havde andre værdier. Når jeg besøgte hende og oldefar, elskede jeg at lege med deres antikke legetøj, sidde i deres havegynge med en dukke eller forsøge at lære at strikke. Min oldemor var en oldemor af den slags, man læser om i H. C. Andersens idylliserede historier. Hun elskede børn. Hun havde altid noget i ovnen. Hun var altid i gang med at strikke et eller andet. Og hendes have var hendes livs stolthed. Når hun omtalte nogle familier eller ægtepar, hun kendte, kaldte hun dem altid ved efternavn. “Jeg rendte lige ind i Jensens“, “Det gør Madsens“, “Ovre hos Møllers“. At tale med oldemor var at få indblik i en anden tidsperiode. Hun havde set så meget, oplevet så meget, og hun havde så mange historier at fortælle.

Men sandheden er nok, at jeg kun kendte en lille del af hende. Jeg kendte hende som en oldemor. Som en hjertelig, lille dame der holdte mig i hånden, når vi gik ud for at plukke blomster i vejkanten. Eller som en klukkende kvinde der så Linje 3 sammen med mig og grinede sammen med mig. Jeg kendte hende altid som en hyggetante, en ældre dame, en oldemor. Jeg kendte hende ikke, som min mor kendte hende.
For min mor havde ikke en lykkelig opvækst. Fortællingen er naturligvis hendes egen, men hendes familie var ikke en kernefamilie, og hun havde ikke nogle faste holdepunkter. Hun havde det svært. Hun var udsat. Og det var turene hjem til farmor, der gav hende stabilitet. Jeg ved, hvad min oldemor var for min mor. Hun hjalp hende igennem. Hun var den familie, min mor ikke kunne finde andre steder. Og selvom jeg ikke var der til at opleve det, er jeg så taknemmelig for det. For at den kvinde jeg kendte som en stilfærdig oldemor, var i stand til at tage kampen om for min mors velfærd. Hun var måske en oldemor for mig, men hun var en klippe for min mor. 

Verden er et fattigere sted uden Erna. Hun var en skøn oldemor og et af de bedste mennesker, jeg har kendt til. 


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *