En håndfuld podcast-anbefalinger

I 2018 har jeg (næsten) gået 10.000 skridt hver dag. Det er et af de få nytårsforsæt, det rent faktisk er lykkedes mig at holde. For da jeg først gik i gang, kunne jeg mærke, hvor meget det gav mig at komme ud hver eneste dag og trække vejret dybt ned i lungerne, kigge på de skiftende årstider og sætte verden lidt på pause. Det har været en gave – især under min arbejdsløshed.
Jeg har skiftevis brugt mine lange gåture til at reflektere i stilhed og til at power-walke og lytte til musik. Alt efter humør. I den sammenhæng har jeg også brugt lydbøger og podcasts som aldrig før og glemt tid og sted, imens jeg har lyttet. Og hvorfor ikke give de gode tips videre? Her er i hvert fald nogle af de podcasts, jeg har nydt til at lytte til: 

I’m not being funny but … er YouTuberen Leena Normingtons podcast, hvor hun stiller de såkaldte “dumme” og nærgående spørgsmål, som så mange andre distancerer sig fra. Hvert afsnit behandler et vidt forskelligt emne gennem en interviewperson, som Leena stiller følsomme, intelligente og oprigtigt nysgerrige spørgsmål til. I et af afsnittene interviewer hun en mand om hans selvmordstanker, i et andet diskuterer hun Brexit med en, som har en helt anden holdning end hun.  Andre afsnit sætter fokus på emner som hverdagsracisme, psykiske ustabile mødre og det komplicerede politiske/historiske forhold mellem Irland og England.
Podcasten er skiftevis sjov og rørende, livsbekræftende og horisontudvidende. Jeg er meget glad for at lytte med og blive klogere på de emner, mange har berøringsangst overfor. Lyt til podcasten her eller på Soundcloud. Find Leena på YouTube her (kan også anbefales!).

The Anthropocene Reviewed har et lidt mærkværdigt koncept. Den verdenskendte YouTuber og YA-forfatter John Green gennemgår i hvert afsnit et produkt eller et aspekt af det moderne menneskeliv, oplister dets konsekvenser og – slutteligt – anmelder det udvalgte fænomen med op til fem stjerner. F.eks. fortæller han i det første afsnit om canadagåsen og giver den tre ud af fem stjerner, hvorefter han går videre til at tale om sodavanden Dr. Pepper, som får 4.5 ud af 5 stjerner.
Lyder det underligt? Det er det også. Og så alligevel ikke. For når John Green taler om – og anmelder – canadagåsen, Dr. Pepper, kolera, vanen at google sine bekendte og ananas på pizza, gør han det med et sprog, der forvandler selv det mest trivielle til poesi. Hver gang jeg har lyttet til en episode, fyldes jeg med en særpræget fascination, frygt og respekt for små fragmenter af det moderne menneskeliv. Hvis du også gerne vil vide, hvordan man gør historien om en syntetisk sodavand til en melankolsk betragtning om teenageoprør og cigaretter, så lyt med her eller på Soundcloud. 
Sustain Daily Podcast er den matchende podcast til livsstils- og bæredygtighedsbloggen Sustain Daily. Her taler Emma og Johanne om, hvordan man får en mere bæredygtig hverdag og angriber emner som overforbrug, klimaskepsis og, vigtigst af alt, argumenterer for, hvorfor det er bedre at være en hykler end en kyniker. Det er uhøjtideligt, og det er klogt. Lyt med her eller på Soundcloud.

Den rette hylde er, som navnet indikerer, en litteraturpodcast. Og en virkelig dejlig en af slagsen. I den inviterer Rebecca og Sissel dig med ind i deres læserliv. Det handler i højere grad om litteraturens plads i vores liv end om specifikke bøger. Det er en af de hyggeligste podcasts, jeg nogensinde har lyttet til, og det føles vitterligt blot som at blive inviteret hjem til to gode veninder. Find bl.a. podcasten her eller på Soundcloud.

Help Marketing er nok i den lidt mere nørdede ende. Det er en podcast, jeg lytter til for at blive klogere på mit fag og få ny inspiration og løsninger til arbejdsrelaterede problemstillinger. Hvis du er interesseret i content/annoncering på sociale medier og marketingtendenser generelt, så lyt med her.
Og, lad mig høre: Hvilke podcasts lytter du til? Og kan du anbefale dem?

Comments

  1. Årh! Altså, hvor bliver jeg bare helt glad og varm inden i af dine fine ord om mit og Sissels lille podcastprojekt. Tusind, tusind tak, søde Rikke! Det betyder simpelthen SÅ meget for os! Vi glæder os til, vi snart lyttes ved igen <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *