
Min mor giver altid de bedste julegaver. Betænksomme, små ting, som man slet ikke anede, man havde brug for. Sirligt pakket ind og givet med den kærligste omtanke i verden. Og denne jul var ingen undtagelse.
Denne jul overgik min mor nemlig sig selv og gav mig en kjole, som var lige netop dét, jeg ledte efter. En enkel kjole i linned med et kæmpe skørt og forede kanter. En kjole, som nærmest lignede dem, Anne Shirley fra Grønnebakken eller andre af mine romanheltinder kunne finde på at snurre rundt i. En drømmekjole. I hvert fald for mig.
Kjolen er fra det litauenske mærke Son de Flor, som specialiserer sig i den slags kjoler, som får mit hjerte til at længes mod simplere dage og forsvundne tider. Og det er netop også bagtanken. Son de Flor designer linnedtøj i elegante snit og med brusende skørter, og deres univers er nostalgisk, drømmende, fint. Og frem for alt; simpelt.
Det er længe siden, jeg har ejet en kjole, der gjorde mig så glad. Og da jeg tog den på for første gang og stak hænderne i de indbyggede lommer(!), lå der et lille sammenrullet pergament med et digt påtrykt. Det er sådanne små detaljer, der får mig til at føle, jeg vitterligt har fået en kjole fra et andet århundrede.
Kjolen kom med mig til Kap Verde, hvor jeg snurrede rundt og rundt og nød det store skørt, som foldede sig ud omkring mig. Nu vil jeg pakke den ned i et par måneder – og når det atter bliver kjolevejr igen, har jeg planer om at tilføje flere Son de Flor-kjoler til samlingen. Jeg synes nemlig, de er helt uimodståelige.
Det er virkelig en helt fantastisk kjole! Enormt smuk.
Tak, søde Michella! Jeg er også helt latterligt glad for den.
Så smuk! Både du og kjolen ☺️ tak for tippet – jeg havde aldrig hørt om mærket før. ❤️
Tak, sødeste Andra! <3
Og mærket kan varmt anbefales; de har så mange fine ting!