En ode til den bedste læseklub

Jeg er medlem i verdens bedste læseklub. Den blev startet i 2014, tror jeg nok. Og, heldigvis, blev den startet mellem fire personer, som slet ikke kendte hinanden. Jeg havde længe drømt om en læseklub, et forum hvor der kunne diskuteres bøger og hele verdenen der omgav dem, og derfor skrev jeg blot ud på Twitter for at høre, om nogle kunne være interesserede. Og det var der et par, der var. Og således gik det til, at Mai, Anne, Nikoline og senere Rikke blev en del af mit liv. Noget, jeg kun bliver mere og mere taknemmelig for.
Sjovt nok er hovedformålet med læseklubben ikke længere at læse bøger. Faktisk holder vi sommetider læseklubsmøder hvor kun halvdelen har læst bogen. Eller, under halvdelen som det var tilfældet i søndags. Så mødes vi blot for at snakke, snacke, hygge og grine. Det er altid en flydende samtale, der starter med bogen og bevæger sig hen på alt muligt andet. Og på den måde er mine læseklubsmedlemmer langsomt blevet mine veninder. Heldigvis!
Jeg synes, det er så fint, at vi mødtes så tilfældigt. At visionen, trods alt, lykkedes: at skabe et forum med plads til bogsnak, hyggesnak og delte interesser. Vores månedlige møder er altid noget, jeg ser frem til, og det er pudsigt at tænke på, hvor meget der egentligt er sket gennem årene. Kærester der er kommet til, jobs og studier der er påbegyndt og udskiftet, skiftende bopæle og alt muligt andet. Vi har været vidne til mange små og store forandringer i hinandens liv. Det er ret fint. Og overraskende nostalgisk.
PS: I søndags mødtes vi for at tale om The Golem and the Djinni af Helene Wecker, som jeg stadig er ved at færdiglæse. Jeg mangler 100 sider på nuværende tidspunkt. Den er god, men også lidt langsom og mærkværdig tung. Vi mødtes hjemme hos søde Anne, som netop er flyttet ind i den fineste lejlighed, jeg længe har set. 

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *