En ode til langsomme morgener

Jeg er et udpræget A-menneske. Det har jeg altid været. Jeg vågner altid før solen og sidder i vindueskarmen og ser den stå op. Det er mit yndlingstidspunkt på dagen; hvor verden er helt stille, og det eneste jeg kan høre er Nicos tunge vejrtrækning fra soveværelset.

Morgenen er det tidspunkt, jeg lader op på. Og jeg øver mig på at trække dem i langdrag; sidde og stirre ud i luften med en kop te, vende sider i en god bog eller tage et århundrede eller to om at vaske mit hår. Det er en stor luksus, og jeg er taknemmelig over at have den. I weekenden såvel i hverdagen.

For efter mit arbejde er flyttet ind i gågaden, har jeg nu kun ti minutter på arbejde. Jeg vågner typisk klokken halv seks og når dermed næsten at have flere timer, før jeg begiver mig afsted. I det tempo, der passer mig. Nogle dage prioriterer jeg at tage afsted klokken syv og gå en tur i Odense, før jeg lander på kontoret – andre dage sidder jeg bare og falder i staver. Triller tommelfingre og høre musik. Ugens forskellige dage kræver hver sin start.

På en måde føles de stille morgener lidt som en velbevaret hemmelighed. Der er så få mennesker på gaden og så få lys i vinduerne, at man føler sig lidt som det eneste menneske i verden. Det er selvfølgelig både en løgn og en overdrivelse, men det er den følelse, jeg er efterladt med. Mine tidlige morgener er nemlig først og fremmest mine, og jeg elsker dem.