En weekend i Vestjylland

Alle har et tilflugtssted, og mit er i en lillebitte flække i Vestjylland. Udenfor byskiltet og tæt på havet; på den gamle gård, som tilhører mine forældre. Vinden er altid hårdere der, og tiden går langsommere. Der er aldrig noget, der skal nås og sjældent meget, der skal gøres. Det er en lille, isoleret boble. Og jeg elsker at vende tilbage dertil, også selvom det blot er for en weekend.

I skrivende stund er jeg netop kommet hjem fra Vestjylland. Hjem fra en weekend tilbragt hos mine forældre og med min lillebror; en weekend med brætspil, puslespil, gåture, havvind, et par sider vendt i en bog og et par gode film på TV-skærmen. Det var på alle måder lige, hvad jeg trængte til. Det er det altid.

Egentligt har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til Vestjylland og den (lands)by, mine forældre bor i. Den by, jeg var teenager i. Da jeg var yngre, kunne jeg ikke vente med at komme væk. Jeg hadede at være fanget ude på landet, hvor tog- og busforbindelserne ophørte efter klokken 21 om aftenen. Jeg hadede at være omringet af marker, af køer, af ingenting. Og mest af alt, frygtede jeg at sidde fast.

Nu er jeg flyttet væk, og derfor kan jeg måske nyde stedet noget mere. Nyde at have Vesterhavet lige inden for rækkevidde og at være et sted, hvor vejene ligger øde hen efter klokken 21. Som så mange andre steder, ændrer området karakter, når man ikke bor der længere. Man kan se det med udefrakommende øjne. Og måske endda se lidt skønhed i det.

Comments

  1. Åh, hvor kan jeg genkende følelsen. Det er næsten som om at du beskriver mit forhold til min barndomsby Frederikssund og mine egne weekender hos mine forældre. Dejligt, at du har det ligesådan med Vestjylland.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *