Er ‘kreativ’ og ‘struktureret’ nødvendigvis modsætninger?

Jobsøgning er en mærkværdig kunstart. Ikke alene skal man, som jobcenteret så fint formulerer det, sælge sig selv, man bliver også hele tiden nødt til at forholde sig til sig selv. Ens verden skrumper. Ens dage smelter sammen, imens man sidder og forsøger at vælge de helt rigtige tillægsord til at beskrive sig selv og alt det, man har at tilbyde på en arbejdsplads. Hele tiden forsøger man at indkredse sig selv, komme nærmere hvem man egentligt er, hvad man egentligt kan, og hvorfor man i det hele taget er relevant. Nogle gange endda krydret med en række personlighedstests, der har til formål at koge hele ens identitet ned til en personlighedstype, én ud af fire med bestemte træk og reaktionsmønstre. 
At søge job føles ofte som at søge sig selv. At svare på alle (u)tænkelige spørgsmål om styrker, svagheder, personlighedsmønstre og hypotetiske krisesituationer. Ting man aldrig før har skænket en tanke. Ting man måske har vidst om sig selv, men ikke nødvendigvis sat ord på. Eller ting man måske ikke ved endnu, men som man gerne vil teste af, situationer man endnu ikke har stået i, men som man alligevel skal føle sig hjemme i. Svarene bliver lige så store dele gætteri som spørgsmålene, imens man forsøger at visualisere en situation, man ikke kender, i et arbejdsmiljø man ikke kender, samtidig med man stiller sig selv i det bedste lys overhovedet muligt. Selvfølgelig.
Et af de sjoveste fænomener jeg er stødt på i den forbindelse er, hvor svært det kan være at blive presset ned i en præfabrikeret personlighedskasse. For eksempel har jeg altid beskrevet mig selv som værende kreativ. Jeg elsker at lege med billeder, med ord og med film. Samtidig bruger jeg også ofte ordet ‘struktureret’ – for jeg strukturerer altid min kreativitet og laver alenlange Excel-filer, hvis felter jeg langsomt udfylder med idéer, materialelister og deadlines. Det er et biprodukt af at have blogget i mange år, tror jeg. Et behov for planlægning og overblik, et forsøg på at fastholde flagrende idéer, før de flyver væk.
Og af en eller anden grund, er det som om, den kombination ikke kan lade sig gøre. Den eksisterer i hvert fald ikke i nogen af de personlighedstests, jeg har været igennem. Jeg skal altid vælge. Er jeg struktureret, eller er jeg kreativ? A eller B? Ingen eller begge dele, tak.
Måske er det et levn fra fortidens idé om det store geni. Fra idéen om det rodede atelier med malerrester og halvbrugte lærreder overalt, fra idéen om forfatteren bag skrivemaskinen med en papirskurv så fyldt, at den flyder over og efterlader et spor af sammenkrøllede papirer i hele lokalet. Måske er der endda belæg for, at kreativitet hænger sammen med rod. At gode idéer kommer i en så forhastet form, at de efterlader en tornado af kaos efter sig. At kunstnere bliver opslugt af kunsten og ikke har tid til at være praktiske. Jeg ved det faktisk ikke. Men kan man virkelig sætte lighedstegn mellem den klassiske idé om rodet kreativitet og den praktiske kreativitet på en arbejdsplads? Hvis kreativitet er flyvsk og regelløs, kan den så ikke netop eksistere i flere sind, på flere måder? 
Det er selvfølgelig blot én ud af hundrede klichéer, jeg har mødt i min jobsøgning. Og én ud af hundrede grunde til, jeg aldrig kan genkende mig selv i personlighedstests og altid sætter kryds i det halvfornærmede “resultatet passer ikke på mig“-boks. For jeg nægter at være enig i et så firkantet menneskesyn.

Comments

  1. Åh hvor er jeg enig… For jeg er også et kreativt menneske, men samtidig meget struktueret. Jeg kan bedst lide at have 'en plan' og så vide okay den dag kan jeg udfolde mig kreativt som jeg vil, men så den næste dag skal jeg det her osv osv.

    Also jeg er i samme båd /wave
    Jeg er nyuddannet og igang med at søge arbejde 🙂

  2. De personlighedstests jeg har forsøgt mig med har ikke forsøgt at placere mig i en enkel boks, men har forsøgt at afkode hvor meget hver boks fylder i mit sind. Nogle mennesker kan nærmest være i én, men langt de fleste rummer noget fra dem alle. Herunder kan man sagtens både være kreativ og struktureret. Jeg synes det er en sund øvelse for at prøve at blive klogere på sig selv, men nej, det vil aldrig fortælle hele historien, og det er meget trist hvis nogle tror, at man er lig med personlighedstesten.

  3. Præcis. De to ting kan sagtens forenes – med produktive og gode resultater, endda.

    Og jeg ønsker dig al held og lykke med jobsøgningen – og håber, du finder noget snart :)! Jeg ved, det kan virke helt håbløst, når man bliver kastet rundt i systemet.

  4. Hvilke tests har det været? Af ren nysgerrighed.

    Du har helt ret i, at der findes bredspektret tests, og f.eks. Myers-Briggs giver jo ikke blot et resultat, men en graduering. Det er i og for sig meget konstruktivt opbygget (selvom jeg stadig har en principiel konflikt med ladningen af spørgsmålene, der kan ende i duel mellem værdier/ønsketænkning og decideret adfærd).

    I min jobsøgning er jeg dog stødt på meget(!) mærkværdige personlighedstests med meget mærkværdigt opstillede spørgsmål, der netop havde til formål at ende i et unuanceret resultat. Det er jeg ikke fan af. Og slet ikke, når personlighedstesten krydres med en samtale-evaluering, der får det til at lyde som om, testen *er* dig.

    Ingen tvivl om, at det er en smagssag og at jeg – så afgjort – tager det alt for bogstaveligt. De kan jo sagtens være givende – for både arbejdsgiver og testtager. Jeg tror, jeg personligt er lidt skeptisk overfor idéen om personlighedstyper eller de parametre, der måles grader på.

  5. Uh, jeg må være dig svar skyldig. Jeg ved simpelthen ikke hvad testene hedder. Jeg har prøvet to forskellige i forbindelse med jobsøgning, men det er ved at være en hel del år siden.

Leave a Reply to LeahSephira Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *