Et besøg i Aalborg og et teaterstykke i Aarhus

Jeg har haft den dejligste weekend. I Aalborg og i Aarhus. Med et af de fineste mennesker i min verden. Søde Gitte, som jeg mødte ved et tilfælde for et par år siden … 

Gitte og jeg mødtes gennem vores bogblogs i 2013 (tror jeg nok?). Vi var begge meget seriøse omkring vores bloggeri, og jeg tror, vi i lang tid betragtede hinanden lidt mistænksomt; vi var en sær blanding af konkurrenter og beundrere.
Men enhver mistro forsvandt, da vi mødte hinanden for første gang. For vi klikkede øjeblikkeligt. Vi delte selvfølgelig en passion for læsningen, men vi delte også den samme (sorte) humor, mange af de samme værdier og vi havde bare den der udefinerbare kemi, der gjorde, vi kunne tale i timevis. Og grine i timevis.
Vi har været veninder lige siden. Og jeg synes, det er sjovt, at noget så generisk som en blog bragte os sammen. Nu eksisterer vores blogs nemlig ikke rigtigt længere, men venskabet har varet ved. Selvom der næsten er et helt land imellem os, sørger vi for at ses 2-3 gange om året og besøger hinanden på skift. Denne weekend tog jeg turen til Aalborg, og det var hyggeligt som altid. Vi nåede både at besøge julemarkeder, lave juledekorationer, se en vidunderligt skør film og grine helt tosset sammen. Det var så herligt. Og så tiltrængt.

I går tog vi desuden toget til Aarhus sammen for se Aarhus Teaters version af Løven, heksen og garderobeskabet. Det var en fuldstændig magisk og virkelig fin oplevelse; kulisserne var så fint lavet, og det lykkedes virkelig teatret at føre mig til Narnia. Noget af skuespillet var lidt karikeret, men jeg forestiller mig, det var af hensyn til de mange børn, der også havde taget turen til teatret. Og det havde også sin charme alligevel.
Det var en perfekt afslutning på en hyggelig og tilpas julet weekend. Og hvis du har sikret dig billetter til forestillingen, kan jeg kun sige glæd dig

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *