Fire film jeg har set i biografen for nylig;

Jeg har været meget i biografen denne sommer. Mest fordi vejret ikke rigtigt har været til andet. Ikke desto mindre har jeg set en håndfuld gode film og hygget mig i biografens mørke. Det er altså den bedste regnvejrsløsning, der findes. 

Jeg havde faktisk ikke hørt om Tulipanfeber, før jeg blev tilbudt to fribilletter til den. Den slags siger man ikke nej til, og derfor tog min søster og jeg i biografen på en regnvejrsdag og så den, på mange måder, smukke film. Jeg anede intet om den, da vi begav os ind i salen – og egentligt er det en fin måde at se film på. Så er man nemlig garanteret en overraskelse.
Filmen var et visuelt vidunder. Storslåede kostumer og farvesammensætninger; fine baggrundsdetaljer og et stemningsfuldt soundtrack. Det er en stemningsstærk film. Selve handlingen er lidt rodet; lidt for belejlig sommetider, og lidt for overdramatisk andre gange. Men Alicia Vikander spiller blændende – og så blev jeg faktisk en smule forelsket i Dane DeHaan undervejs … 

OK, det her er tydeligvis en film, Nico har valgt. Jeg har ikke engang set de tidligere film i Abernes Planet-universet, men ikke desto mindre sagde jeg ja til at se denne. Og den var fin nok; overraskende stilfærdig og nem at se ude af sammenhæng. Helt klassisk action – og ikke så meget andet. Men det er nok meningen.

Jeg elskede Julian Barnes smukke roman The Sense of an Ending, men var overrasket da en filmatisering blev annonceret. Det forekom mig som en næsten umulig film at filmatisere, da langt størstedelen af den foregår inde i hovedpersonens indre. Det er en film om de mange versioner af virkeligheden, der findes i vores hukommelse. Det er en stilfærdig historie, der åbner sig lidt efter lidt, og slutteligt afslører præcis hvor meget af sandheden, man kan omskrive i sit indre.
Filmatiseringen ændrer (selvfølgelig) lidt på bogens plot og struktur; indvendige dialoger bliver omskrevet til handlinger, og for at vise kontrasten mellem fortid og nutid bruges et væld af flash-back scener. Men det giver mening, og det er troværdigt. Hele vejen igennem. Jeg så filmen med Stine, og vi efterlod begge Café Biografen med et ønske om at genlæse bogen. Filmen afslørede nemlig så mange fine detaljer, som ingen af os helt kunne huske.
Det er en af de mest nuancerede og følsomme film, jeg længe har set. Jeg vil varmt anbefale den til alle, der har læst bogen – og til dem, der har tålmodig til at se en film, hvor det vigtigste ikke er det, der sker, men derimod det, filmen får en til at tænke bagefter. 

Jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår problemet med Spiderman. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen filmatiseringer tilsyneladende holder lang tid nok til at blive færdiggjort, og jeg forstår ikke, hvad det er, filmproducenter egentligt leder efter. For jeg synes nemlig, filmene med Tobey Maguire er fantastiske. Udskældte, som de er.
Men Nico er en af dem, der hungrer efter en ny filmatisering. En perfekt filmatisering. Og ifølge ham, kom den næsten med den nye Spiderman-film, Homecoming. For i den er Spider-Man ligeså ung som i tegneserien; en hyperaktiv teenager, som ikke lægger planer eller overtænker aktioner. Tværtimod.
Det er en film fyldt med humor og hæsblæsende scener – ganske underholdende og sjov. Men det irriterede mig, at den sammenblandes så meget med Avenger-universet. Jeg er nok også bare grundtræt af superheltefilm, storslåede franchises og Robert Downey Jr. i centrum af det hele, altid. Det er så forudsigeligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *