Gemmeleg

Folk der kender mig godt, ved det. De kan endda forudsige det, for jeg har altid gjort det. Jeg ved ikke længere, om det er et behov eller en dybt indgroet vane; om det er en del af min personlighed eller en konsekvens af verden omkring mig. Men jeg har det med at forsvinde. At lege gemmeleg og sætte omverdenen på pause.

Graderne af min gemmeleg varierer; sommetider lader jeg blot min digitale verden forsvinde omkring mig og nægter at forholde mig til andet end det, der er lige foran mig. Andre gange checker jeg ud af verden og ind i bøgerne. Og sommetider går jeg i decideret vinterhi.

Det lyder voldsomt deprimerende, gør det ikke? Det er det egentligt ikke. Jeg tror bare, det er mit introverte hjertes måde at afreagere på. At genoplade på. At mærke mig selv på.

Og efter en stille december og januar, kan jeg mærke, mit energiniveau er vendt igen. Som det altid gør. Jeg har lyst til og behov for at være kreativ i mit digitale univers igen. At afbryde gemmelegen. Endelig.