
Det er fredag formiddag, og jeg befinder mig dybt inde i en god bog. Jeg er nemlig ved at læse den sagnomspundne Buddenbrooks af Thomas Mann, og selvom jeg først startede i onsdags, har jeg nu kun 90 sider tilbage. Det er gået hurtigt, og det er det, fordi bogen er god. Langt bedre og mere medrivende end jeg havde troet, faktisk.
Buddenbrooks er naturligvis en kæmpe-klassiker. Men det er også en slægtsroman, et familiedrama, en historisk beretning om den tyske overklasses fald og en skildring af forretningslivet i 1900-tallets Tyskland. Den er fyldt med et spillevende persongalleri, med karakterer der vælter ind og ud af smukke overklassessaloner, bedrager sig selv og hinanden, og langsomt sætter deres egen – og deres families – lykke over styr i en perlerække af dårlige beslutninger.
Det er virkelig god og stor litteratur, og jeg får lyst til at læse meget mere af Mann. Tænk, at jeg ikke er nået hertil noget før. I virkeligheden er det nok en kombination af manglende introduktion og alt for meget tysk mellemkrigslitteratur på universitetet. Tror jeg.
Resten af den lange påskefredag vil jeg bruge på at vende de sidste sider i den pæne(!) lyseblå bog, gå en lang tur og holde date night med Nico i aften. Det er et lille lockdown-initiativ, vi har indført: én gang om ugen ifører vi os anstændigt tøj, henter takeaway fra en af Odenses gode restauranter og skåler i en flaske rosé. Det er en enorm hyggelig (og, indrømmet, lidt fjollet) måde at bringe lidt weekendfølelse ind i de stille dage. Og det kan anbefales.
Hvad er dine fredagsplaner? Og hvad læser du?
Skriv et svar