#Fredagsbog – Uge 17

Det er fredag, og klokken er mange. Eller, i hvert fald for mig, der i går formåede at falde i søvn på sofaen klokken halv ni. Jeg er nemlig legendarisk dårlig til at holde mig vågen, og da jeg var barn, var jeg altid den første, der faldt i søvn til slumber parties og gik dermed glip af al den hyggelige midnatssnak. Jeg kunne ganske enkelt ikke holde mig vågen. Det kan jeg stadig ikke.

Ikke desto mindre er jeg dog vågen nu. Jeg har brugt aftenen på at gå en lang tur med Nico og se solen synke ned i sin seng af lyserøde skyer, og så har jeg vendt et par sider i en bog. En novellesamling, faktisk. Af selveste Fay Weldon, som jeg nærmest kun kender af navn.

En af de heldigere bivirkninger ved samfundets stilstand er nemlig, at jeg er begyndt at prioritere at læse nogle af de bøger, der har stået på min bogreol i flere år. Således har jeg lige færdiggjort Here I Am af Jonathan Safron Foer, som jeg købte tilbage i 2017, og nu er turen altså kommet til Fay Weldons novellesamling, som jeg fik med hjem i 2016, da jeg arbejdede på Lindhardt og Ringhof. Pyh, det er længe siden. Og pyh, hvor er det godt, bogen ikke skal samle støv længere.

Jeg tror egentligt, jeg i sin tid blev draget af novellerne, fordi bogen var så smukt indbundet. Og måske også fordi, Fay Weldon er sådan én, man skal læse før eller siden. Nu er jeg så 89 sider (eller fire noveller) inde i samlingen, og der begynder sig allerede at tegne et mønster: Fay Weldon skriver utrolig vittigt og ironisk om kvindeskæbner og vilkår i feministiske rammer. Medsøsterlighed, hustruvold, moderskab og ægteskab har været temaerne indtil videre – og nogle af novellerne har allerede ramt stærkt.

Jeg glæder mig til at læse videre, men jeg tror også, det er en novellesamling, jeg kommer til at læse i mange små bidder. Det virker nemlig som om, de er bedst sådan.

Hvad læser du lige for tiden? Og er du måske, ligesom jeg, begyndt at bevæge dig dybere ind i dit læselager? Godaften og godnat til jer.