
Det regner. Eller, måske er det en underdrivelse. Himlen har trukket sig sammen til én stor sort sky og her fra min plads i sofaen ligner det, at himmel og hav står i ét. Et rigtigt uvejr og på en eller anden måde den helt rigtige læsekulisse.
For selvom alt vejr i teorien er læsevejr, er det som om, regnvejr især er det. Det er så hyggeligt at krumme sig sammen under et tæppe og læse aftenen væk til lyden af regn mod ruden. Jeg elsker det – i moderate mængder, selvfølgelig.
Lige nu læser jeg hele tre bøger i tre vidt forskellige genrer. En hypet digtsamling af Rupi Kaur, en sentimental kærlighedsroman af L. M. Montgomery og en samling af Marie Antoinette og Grev Fersens hemmelige brevkorrespondancer. En lille beskeden samling af nærmest alt det bedste, mine reoler har at byde på.
Normalt læser jeg sjældent flere bøger samtidig, fordi jeg har en tendens til at blande dem sammen eller læse langt mere i én bog end en anden. Men de her tre bøger er så forskellige, at jeg sagtens kan jonglere dem og adskille dem.
Fælles for alle tre bøger er, at de har stået på min to-read liste længe. Jeg har brugt den seneste måneds tid på virkelig at læse i bund fra mine reoler og rydde op i nogle af de bøger, der har stået og samlet støv længe. Bøger, jeg har udsat at læse, fordi jeg har købt nyere titler, eller fordi jeg ikke har haft tid og overskud til at fordybe mig. Men nu er den perfekte tid til endelig at komme i bunds – og det er dejligt.
Hvad læser du for tiden? Og er det anbefalesværdigt?
Skriv et svar