
Ferien har sænket sig, og det samme har mine skuldre. Ah. Jeg har mistet tidsfornemmelsen, dagene klistrer sammen, og det føles som om, jeg lever i en evig søndag. Det må vist være definitionen af ferie, ikk?
Men det ér fredag, og vejret kan ikke helt beslutte sig for, hvad det vil. Jeg startede dagen med en løbetur i støvregn, og med det samme jeg kom hjem, dukkede solen op. Nu regner det selvfølgelig igen. Helt typisk og forudsigeligt. Men jeg har egentligt ikke noget imod gråvejrsdage eller regnvejrslyde. Det har sin egen charme, og jeg forbinder den danske sommer med at blive overrasket af pludselige regnbyger eller lytte til tordenvejr. Og så er det også det perfekte læsevejr.
Lige nu læser jeg en novellesamling af L. M. Montgomery. At the Altar hedder den, og historierne er fyldt med kvindeskæbner, kærlighedsforviklinger og lykkelige ægteskaber. Montgomerys noveller har afgjort en sukkersød eftersmag og er i virkeligheden utroligt ensartede, men jeg synes, det er interessant at lære hendes forfatterskab bedre at kende. For selvom novellerne ikke er stor kunst, er det dem, der forsørgede hende i mange år. Det er dem, der sikrede, at hun kunne skrive Anne på Grønnebakken eller Emily på Månegården, fordi de gav hende penge, erfaring og direkte læserrespons, som hun kunne arbejde videre med.
Der er nemlig ingen tvivl om, novellerne var bestillingsarbejde. Montgomery skrev for et væld af magasiner og ugeblade, og hun skrev det, hun vidste var populært. At læse dem giver et indblik i hendes forarbejde, og det er let at spotte karakterer eller plotgreb, hun brugte senerehen.
I år har jeg besluttet mig for at læse Montgomerys forfatterskab. Eller så meget af det, jeg kan. Novellerne er det, der er allerflest af, og jeg forsøger at drysse dem ud over længere tid, så jeg kan værdsætte dem lidt mere og skille dem fra hinanden. Det synes jeg nemlig, de fortjener.
Skriv et svar