
Dette indlæg er (meningsløst meget) forsinket, og på en eller anden måde er vi snart halvvejs i februar, selvom det føles som om, måneden kun lige er begyndt. Den slags tidsforundring udtrykker jeg ofte, men denne gang er der en helt naturlig forklaring; jeg startede nemlig måneden på en solbeskinnet ø, hvor tiden stod stille, og mobiltelefonen lå uberørt hen. Jeg trykkede pauseknappen i bund og mistede tidsfornemmelsen, og det føles som om, måneden først for alvor begyndte, da jeg kom hjem og vendte tilbage til hverdagen. Til gråvejret. Og til de, trods alt, rare gøremål, der ventede på mig. For selvom der kun er en halv måned tilbage, har jeg stadig en hel liste fyldt med februarønsker.
I denne februar vil jeg:
- … invitere Nico på date. Ikke fordi, det er Valentinsdag, men fordi vi skiftes til at invitere hinanden ud og overraske lidt. Og denne gang er det altså min tur.
- … fortsætte den digitale oprydning og få helt styr på domæneflytningen her. Der er stadig et par indlæg, som mangler sine billeder …
- … se Leonora Christina på Odense Teater. Eller, faktisk så jeg den i weekenden. Og den var altså helt fænomenal og gav mig lyst til at dykke mere ned i Danmarkshistorien.
- … skrive en artikel til et biblioteksmagasin. Helt frivilligt og fritidsbaseret.
- … få sorteret, fremkaldt og redigeret billederne fra Kap Verde og drømme mig tilbage til bare tæer i vandkanten og sommerkjoler.
- … fejre min fantastiske storesøsters 30-års fødselsdag, som (lykkeligt nok) falder på en lørdag. Jeg glæder mig sådan til at fejre et af de smukkeste mennesker i mit liv!
- … måske til dette foredrag om Game of Thrones? Det står i hvert fald højt på min månedsønskeliste!
- … (i tråd med ovenstående) se HBO’s dokumentarserie The Game Revealed, som går bag om den populære serie. Fik jeg sagt, at jeg glæder mig til den sæson?
- … besøge verdens bedste Mette i Kolding. Det er så længe siden!
- … gå lange ture og fotografere gråvejrsodense – og rent faktisk bruge billederne til et-eller-andet; scrapbooking, blogging eller noget helt andet …
- … mødes med verdens bedste læseklub til en eftermiddag med fastelavnsbollespisning og diskussion af månedens bog, The Binding af Bridget Collins.
Hvad står på din ønskeliste for februar måned? Noget vildt og spændende eller blot noget gråvejrshyggeligt?
Shit, hvor lyder det mega spændende det der foredrag om GoT! Hvis jeg havde pengene til overs, var jeg klart taget med til det, hah! 🙂
Knus, og glædelig (resten) af februar til dig
Ja, ikke? Jeg ELSKER, når forskere rent faktisk dykker ned i populærkulturen. GoT er jo en guldmine af ting at tolke på!
Også den bedste februar til dig!
Er der en grund til at æ,ø,å bliver fremhævet med fed? Shiiit for et flashback til artodagene jeg lige fik.
Kh M4j4 <3
Ja! Grunden er, at jeg stadig roder rundt og ikke havde fået en erstatnings-font til de browsere, der ikke kunne loade webfonten. Nu har jeg bare erstattet med en midlertidig serif-font, og det burde virke uden forstørret æøå. Det er dog ikke helt så pænt, men oh well.. Altid en tradeoff, ikk?
Kh R!KK3 <3
Jeg troede det var noget nyt smart noget *grine-grædende emoji*
Noooope! Kan trøste dig med, du er helt med på beatet, og der er ingen smarte bagtanker her ;D