Hello January!

Jeg skal lige vænne mig til det. At det nu er 2019. At jeg nu skal bytte det 8-tal, jeg lige havde vænnet mig til ud med et 9-tal. At mit 29. år venter lige om hjørnet. At det atter er januar, og at jeg atter er ramt af (de forudsigelige og næsten obligatoriske) januarblues. At det kun er begyndelsen på en lang vinter, og at der er lang tid til sommer – og til jul for den sags skyld. Jeg skal lige lande, og jeg skal lige ånde.
Januar har altid forekommet mig helt umulig. Og af en eller anden grund har måneden ramt mig ekstrahårdt i år. Måske fordi jeg allerede har tilranet mig en slem forkølelse. Måske fordi jeg havde en så fantastisk jul. Eller måske bare fordi jeg havde glemt, hvordan måneden altid rammer mig. Jeg ved det ikke helt.
Ikke desto mindre har jeg masser af plads i kalenderen til ægte vinterhygge og gode gøremål; bøger der skal læses, film der skal ses, mad der skal spises, venner der skal mødes med. Og i slutningen af måneden venter faktisk en rejse til en slet-ikke-januarramt-destination; nemlig Kap Verde. Der er rigeligt at se frem til.

I denne januar vil jeg
:
  • … nyde at have en forholdsvist tom kalender og weekender med intet andet end dovenskab og hjemligt hyggeri på tapetet.
  • … hygge mig med at flytte datoer fra én papirkalender til en ny og starte en helt ny scrapbook for år 2019.
  • … lokke Nico til at se Mary Poppins i biografen sammen med mig. Traileren ser fuldstændig magisk ud!
  • … fejre min svigerfars 60-års fødselsdag! Der er mange runde fødselsdage i år – både i familien og i vennekredsen.
  • … være ekstragod ved min vintertørre hud og læber og tilføje en fugtgivende ansigtsmaske til hudplejerutinen i ny og næ.
  • … læse The Winter of the Witch af Katherine Arden. Det er den sidste bog i en smuk fantasy-trilogi, og jeg har ventet på den i, hvad der føles som, en evighed. Nu er den forudbestilt, og jeg glæder mig til, at den udkommer, og jeg kan gå i gang med at læse.
  • … spise en fastelavnsbolle eller to! Helst dem fra Lagkagehuset med hindbær og nougat. Det er den bedste sæsonspise.
  • … (gen)se de tre Hobbitten-film med Nico. I december så vi Ringenes Herre-trilogien og delte de lange film op i små bidder, så de nærmest føltes som en serie. Det var så hyggeligt – så hvorfor ikke fortsætte?
  • … tage til det stemningsfulde Silent Reading Party på Odense bibliotek og nyde at få vendt et par sider i en god bog.
  • … nyde hvert enkelt minut dagens sollys forlænges med. Jeg glæder mig sådan til, at lyset vender tilbage for alvor – også selvom det er en langsom proces.
  • … mødes med verdens bedste læseklub for at diskutere Samtaler med venner af Sally Rooney.
  • … afslutte måneden med at fejre min svigerfar og svigermors fødselsdage på Kap Verde og i den anledning nyde lidt varme midt i januarkulden. Det tror jeg aldrig, jeg har prøvet før; solskinsvinterferie, altså. Jeg er meget mere til storby end til strandferie – men lad os nu prøve at se! Måske er lidt kunstig sommerfølelse lige, hvad jeg trænger til.
Hvad ser du frem til i januar? Hvilke rare gøremål skal søde din gråvejrsmåned op?
 
 

 

Comments

  1. K og jeg talte også om gensyn med både Ringenes Herre og Hobitten serien – de er bare så skønne og med gråvejr udenfor, passer det lige med sådan et marathon 😀

    – A

  2. Ej, hvor sjovt med LotR og Hobbitten – min kæreste og jeg gik selv i gang med Ringenes Herre henover jul, og fulgte efter med Hobbitten, som vi færdiggjorde i lørdags.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *