Hello October!

Og så blev det oktober. Årets ubetinget kønneste måned med sine brændte farver, blæsevejr og kortere dage. Jeg elsker oktober, men det er længe siden, jeg har kunne nyde måneden til fulde. Oktobertravlhed er nemlig en indiskutabel del af bogbranchen – hvorimod jeg i min nye stilling her i Odense netop har overstået årets travleste måned og dermed kan se frem til lidt mere hverdagsro. Den tidsfordeling passer mig egentligt meget bedre.
Jeg har allerede så mange rare ting i kalenderen for oktober – inklusiv hele tre(!) frisøraftaler. Resten af dagene vil jeg fylde med gode læseoplevelser, lange gåture og al den tosomhed, jeg overhovedet orker. Helt i månedens ånd, føler jeg.
I denne oktober vil jeg:
  • … se den nye Peter Plys-film i biografen. Jeg har ventet utålmodigt lige siden, jeg så traileren for første gang (og græd af bevægelse). 
  • … drikke High Tea og nyde bogsnak på Dalum Bibliotek.
  • … til bryllup hos min veninde fra handelsskolen. Hun er den første fra flokken, som bliver gift, og jeg glæder mig sådan til at fejre hende og kærligheden.
  • … tage til BogForum og rent faktisk opleve og nyde det – helt uden arbejde og kaotisk pligt-posting på Instagram. Nico og jeg har booket et værelse på Bella Sky, og jeg glæder mig til at opleve BogForum på stressfri manér. 
  • …  tage forskud på julerierne og begynde at planlægge Nicos pakkekalender. Den slags tager jo tid!
  • … til kosmetolog og få lavet eyelash extensions. Jeg har haft det tidligere og nød den luksuriøse følelse af ikke at skulle bruge mascara hver dag. 
  • … gå lange ture med mit kamera og forsøge at indfange efterårsfarverne.
  • … se Tarzan på Fredericia Teater. Billetterne er allerede bestilt, og jeg glæder mig! 
  • … nyde at Harry Potter-festivalen (nu omdøbt til Magiske Dage) indtager Odense og fylder gaderne med kappeklædte troldmænd, trolde og andre magiske væsener. I den anledning forsøger jeg også at lokke min læseklub med til dette arrangement.
  • … opleve Into the Unknown-udstillingen på Brandts Museum og slæbe Nico med. Han elsker alt science-fiction relateret.
  • … traditionen tro, skære en (grim) græskarlygte sammen med min søster.
  • … genlæse Persuasion af Jane Austen. Det er den ultimative efterårsroman. 
Hvad byder din oktober på? Særligt rare aftaler – eller blot almen efterårshygge?


Comments

  1. Hvor lyder det bare vidunderligt alt sammen! Jeg skal også til bryllup i den her måned, men desværre ligger det lige oven i Bogforum, så det bliver kun til en enkelt dag på messen for mig i år. Kærlighedsfest vinder trods alt over bogfest, men jeg synes nu det er en fjollet dag at blive gift, haha! 🙂

    Knus

  2. Åh, hvor lyder det skønt! Jeg håber, det er en fantastisk forestilling! Den har også snart premiere i København, og jeg gad så godt se det. Jeg tror bare ikke, jeg kan nå det.

  3. Det er det virkelig også – da jeg skrev listen, gik det op for mig, hvor meget rart jeg har i vente. Og det er jo kun skønt!

    Og, åh, sikke dårlig timing! Hvornår er du så på messen? Jeg er der 'kun' lørdag og søndag i år.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *