I see fire

Mit speciale er afleveret, selvom Word-dokumentet stadig er åbent på min computer. Måske er jeg bange for at lukke det og give slip; bange for at der er sket en fejl, selvom jeg ikke længere kan rette den. Måske er jeg bange for at sætte et endegyldigt punktum, eller måske har jeg bare slet ikke forstået det endnu. Det har været et sært forløb, sådan at lukke, gemme, uploade og lade som om, intet var hændt, når et helt uddannelsesforløb er bragt til ende. Jeg ville ønske, jeg fik muligheden for at forsvare det mundtligt – ikke fordi jeg har et fagligt behov for det, men snarere for at få det afsluttet ordentligt. Få en finale.
Men de største ting i livet er sommetider akkompagneret af de mindste ceremonier. Således er jeg nu fri, fri til at gøre hvad jeg vil med min tid og med mit liv. Der er ingen stiplet linje, jeg kan klippe efter, ingen manual jeg kan følge. Der er kun mig, mine håb, mine drømme og min fremtid. På en måde føles det som om, jeg er 15 igen, og dog ved jeg, at det føles som intet, jeg nogensinde har prøvet før.

Så jeg læner mig tilbage og bruger tiden så godt, som jeg overhovedet kan. Jeg griner med mine veninder, knipser fotografier af augusts bittersøde sensommerdage, jeg slentrer rundt i mit Odense som en nyforelsket turist og fastfryser øjeblikke. Klik klik klik.
Størstedelen af min tid bruger jeg egentligt bare på at tænke. Reflektere. Overveje og sammenfatte. Uanset om jeg sidder i min vindueskarm eller i Munke Moses vandkant, suser tankerne rundt i min hjerne og følger rytmen til den musik, jeg hører. Ed Sheeran, alt-J, Passenger og Christina Perri er musikere, jeg nok for evigt vil sammenkæde med denne tid.

Selvom det hele lyder meget vemodigt og melankolsk, er jeg faktisk glad. Glad helt ind til knoglerne, helt ind i sjælen og helt ud igennem kinderne. Den sidste flig af sommeren er altid den smukkeste.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *