“And promise me this
You’ll wait for me only
Scared of the lonely arms
That surface, far below these birds
Maybe, just maybe i’ll come home”
… Sangen er så mild. De små guitar-klimp minder mig om regnvejr. Om morgendråber. Det er en perfekt spejling af de forbiglidende landskaber, jeg selv kigger ud på.
Passenger-magi i Store Vega
Skriv et svar