Just give me a reason

Og dagene gik. Eller, måske forsvandt de blot. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag og forfra igen. At vågne op og gå i seng igen, en uendelig gentagelse af de samme rutiner og ritualer. Ingen hårde skift, ingen bratte varsler, kun glidende overgange. Selv årstiderne begyndte at smelte sammen; sne i april, rekordtemperatur i maj, gråvejr i juni. Det eneste der bevarede sin evne til at chokere var tilsyneladende kalenderbladet. Juni. Om lidt, juli. Hvordan kunne halvdelen af året allerede være forbipasseret? Uden at gøre væsen af sig overhovedet.

Jeg aner det ikke. Jeg har ikke skrevet i min dagbog siden marts, og jeg har ikke opdateret bloggen siden jeg var i Dublin. Ikke fordi jeg ikke har oplevet noget, men snarere fordi jeg ikke havde nogle ord at dele. Alle mine ord er forsvundet ind i mine jobansøgninger, i kom-og-køb-tekster om digitale kompetencer og teamplayeri, omskrivninger af gamle klichéer og overoptimistiske forsøg på at forvandle min skrift til en bouillonterning, essensen af mig selv.

Og jeg er blevet træt. Træt af mig selv, træt at at skue indad, træt af at tænke mig-mig-mig, træt af at sætte lighedstegn mellem virksomhedsværdier og mig selv, træt af sætte lighedstegn mellem identitet og arbejde, træt af personlighedstest, kasser og bokse. Jeg er blevet træt af blogging, af instagrammeri, af selfies, af store portioner af mig, for midt i jobsøgningen føles det som om, jeg er den eneste i min verden.

Jeg vil gerne skrive igen. Ikke om mig, men for mig. Generobre min egen skrift, og få den ud af dens cirkelbevægelser. Finde et kreativt frirum, pusterum, ånderum. Og måske i sidste ende finde svar på alle de halveksistentielle identitetsspørgsmål, jobsøgningen stiller mig, som jeg bare ikke har kunnet skrive frem endnu. For jeg tror stadig på, at alle svar kan skrives frem. Omend processen indebærer uhyggelige mængder af ubrugelige bogstaver … 

PS: Det her var muligvis en anelse uklart. Det jeg forsøger at sige er, at jeg er back online. Fordi jeg har brug for det.
PPS: Jeg har det egentligt godt. Jeg “virker bare lidt frustreret”, som min sagsbehandler så fint har formuleret det i min aftalefil på jobnet. 

Comments

  1. Jeg har tænkt på dig, altså hvad du går og laver og om du mon har det godt!
    Godt at høre fra dig.

    P.s. shit jeg glæder mig ikke til, jeg skal jobsøge om et halvt års tid!
    p.p.s en sagsbehandler? har alle jobsøgende det?

  2. Jeg har det smadderfint, privatlivs-wise. Arbejdsmæssigt er jeg godt nok tørstig efter et job. Savner en god portion struktur i hverdagen.

    Og hvad jobsøgning angår: Det er sgu kedeligt, men jeg er sikker på, en stjerne som dig nok skal brillere! Og så vidt jeg ved, har alle jobsøgende en sagsbehandler på jobcenteret. Det er nu ikke så formelt, bare en der sætter sig ind i din "sag", og har samtaler med dig. I Odense er samtalerne hver 3. uge, og så sidder man der, og bliver spurgt om, "hvad der er sket siden sidst". Yup.

Leave a Reply to Rikke Møller Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *