Lately … #13

Jeg elsker altså at skrive den her type indlæg, hvor jeg samler min hverdag sammen i små nedslag. Det tvinger mig nemlig dels til at tømme mit kamera og gå mine billeder igennem, og dels til at genopleve de små hverdagsøjeblikke, som har gjort mig glad på det seneste. Begge dele helt anbefalelsesværdigt – og hermed en lille opsamling af, hvad jeg har lavet siden sidst:

… I går havde Nico fødselsdag. Han havde været til sommerfest dagen før, så han havde lidt tømmermænd, og min plan om at vække ham med overdådigt morgenbord og gaver gik lidt i vasken – for han var slet ikke sulten, haha! Så han fik lov til at sove, og da han var blevet frisk igen spiste vi croissanter til frokost og startede forfra på Game of Thrones. Det var enormt hyggeligt og dejligt uhøjtideligt. Om aftenen tog vi på Kok & Vin i Odense og spiste fantastisk mad. Det var på mange måder akkurat, som det skulle være. 
… I sidste weekend var jeg med til polterabend for en af mine veninder fra Handelsskolen. Hun er den første i vores vennekreds, der bliver gift, og jeg glæder mig sådan til hendes bryllup i næste måned. Det bliver med garanti både smukt og rørende.
Til hendes polterabend var vi på flødebollekursus hos Odense Chokoladehus, løb kaotisk rundt i et spil bazooka-ball og spiste god mad. Det var virkelig sjovt, skørt, hyggeligt – og helt i den kommende bruds ånd.

… På det seneste har Nico og jeg nærmest levet af One Pot Pasta. Vi bruger denne opskrift, og det er efterhånden blev en af mine foretrukne hverdagsretter. Så let og så velsmagende. Det bliver ikke bedre.

… I torsdags kom jeg hjem til den skønneste bogpakke. Gyldendal havde nemlig sendt mig den nyeste  – og sidste – bog i Malene Sølvstens Ravnenes Hvisken-trilogi. Og som om, bogen ikke var gave nok i sig selv, havde de gode forlagsfolk også fyldt æsken med badges, te, bogmærker og et lille print. Jeg elsker den slags kreativt dimseri – meget aprospro snakken om abonnementsbokse for nylig.

… Jeg har ikke købt særlig meget tøj i år. Nok mest fordi, jeg ikke rigtigt mangler noget, og min garderobe (efter mange års fejlkøb) endelig matcher mine basisbehov. Men da jeg så denne smukke skjorte fra Stine Goya på tilbud, kunne jeg slet ikke dy mig. Jeg mener, se lige de fine stjerneformede knapper! Mere yndigt bliver det ikke. Jeg er sikker på, skjorten nok skal bringe mig glæde i flere år fremover.

… Årets første septemberaften var en magisk en af slagsen. Også selvom den involverede to timers sidden-rank på en kold stentrappe. Min søster og jeg var nemlig til Odense Film Festivals udendørs visning af E.T. – og jeg havde helt glemt, hvor fantastisk den film er. Jeg blev helt rørt, imens min søster og jeg delte en flaske vin og så himlen bag filmlærredet skifte fra blå til lyserød til nattesort.
Der er unægteligt noget særligt ved at se film udendørs. Omgivet af fremmede, som deler samme filmoplevelse og rum for en stund.

… Nico får sommetider nogle pudsige idéer og sætter gang i nogle lidt skøre og overentusiastiske projekter. Lige for tiden koncentrerer han sig bl.a. om at kreere “den perfekte bramble”. Han har produceret flere portioner(!) af sin egen brombærlikør og har hele tiden små ting, han lige skal justere. Needless to say, er vores køkken sommetider en rodebutik af brombær og sukkervand, men resultaterne er altså gode.
Jeg elsker at skåle i en god drink efter en lang dag, og bramble er en af mine favoritter. Så egentligt er det ikke den værste idé, Nico nogensinde har fået.

… I starten af måneden var jeg med Mette til en virkelig givende paneldebat på biblioteket. Biblioteksfolk, forlagsfolk, undervisere og forfattere debatterede, hvad en god var – og hvordan biblioteket burde udvælge de bøger, de ønskede at formidle til det brede publikum. Det var enormt inspirerende, og jeg forlod arrangementet med et ønske om, at bruge biblioteket mere. Både til arrangementer og til at låne bøger.
En af aftenens debattører var i øvrigt en af mine gamle undervisere fra Litteraturvidenskab. Og som jeg sad der, og lyttede til hvad han havde at sige, kom jeg virkelig til at savne at studere. At lære noget bare for lærdommens skyld. At fordybe sig i snørklede tekster og lede efter fortolkningsmuligheder til bittesmå signaler og sætninger. Det var altså tider. Men måske mest, når man kigger tilbage.

… Min lillebror fyldte 25 i sidste måned, og derfor samledes hele familien for at fejre ham. Det var simpelthen så hyggeligt – og så dejligt at kramme ham farvel, inden han drager til Canada for at backpacke i et stykke tid. Jeg ved godt, det er en kliché, men jeg kan slet ikke komme mig over, hvor “voksen” han er blevet. Han vil altid være min lillebror, men han er vist ikke rigtigt min lille bror længere … 

… For, hvad der efterhånden må være, 14 dage siden, tog jeg med min læseklub i biografen for at se Book Club. Det var et oplagt filmvalg for os, fordi filmen handler om fire kvinder, som (surprise!) har en læseklub. Filmen følger på klassisk Love Actually-manér de fire kvinder og deres respektive kærlighedsliv sideløbende med deres læsning af 50 Shades of Grey i læseklubben. En vaskeægte feel-good film tilsat en smule sødsuppe. 
Vi så filmen på en grå regnvejrsmandag, og det var altså en skøn måde at slutte dagen på. Man kunne nemlig ikke lade være med at grine af de fire midaldrende kvinder, deres sære fascination af Mr. Grey og af deres vidt forskellige kærlighedsliv. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *