Lately … #19

Indtil videre har marts været ufatteligt god ved mig. Størstedelen af mine martsdage er nemlig blevet tilbragt med rare mennesker og rare gøremål. Jeg har skålet, grinet, været i biografen intet mindre end 3 gange(!), travet Odense rundt og tilbragt kvalitetstid med Nico, mine veninder, min familie og med mig selv. Særligt sidstnævnte trængte jeg nok til.

Om ikke andet kommer her et lille billedudvalg og nedslag i mine seneste dage;

… Silent Reading Party er et af mine yndlingsarrangementer på Odense Hovedbibliotek; to hele timer, hvor man sidder omringet af bogreoler og fremmede mennesker og læser. Ingen siger et ord, og alligevel er man fælles om projektet. Om at læse.
Da jeg tog til arrangementet i januar med Line under armen, blev vi spurgt, om vi ikke ville medvirke til en reklamefilm for arrangementet. Det sagde vi (selvfølgelig) ja til, og det har resulteret i den ovenstående film. Jeg synes, den formidler stemningen til arrangementet rigtig fint.

… For lige knap en måned siden var jeg i byen og dansede hele natten. Det er ellers sjældent, det sker. For sjældent, måske. Jeg er bare så nærig med mine weekender og synes, det er spild af tid at bruge en hel søndag på hovedpine og fedtet mad. Jeg vil hellere være i stand til at nyde mine weekender til fulde. Uden tømmermænd.
Men, altså – alle har vist godt af at slå sig løs bare en gang imellem. Også selvom der, for mit vedkommende, går længere og længere imellem.

… En fredag aften for et par uger siden mødtes jeg med verdens bedste læseklub i Føtex af alle steder. Vi mødtes for at handle ind sammen og derefter lave lidt mad, spise tapas og drikke hvidvin. Og helt ærligt? Det var sådan en genial aften. En af de aftener, som man ikke kan planlægge sig til, men som bare skal improviseres. Jeg grinede, til jeg blev hæs og gik lykkelig og halvfuld hjem gennem Odenses gader, da klokken var lidt i to.

… Kender I Rikke? Ud over at være en fortræffelig blogger og navnesøster, er hun en af mine gode veninder. Hun er så evigt betænksom og kærlig – og så er hun vild med de der sjove Funko Pop-figurer. Hendes lejlighed er faktisk fyldt til randen af dem; de pryder samtlige hylder og hjørner i hendes bogreol. Sidst jeg var hjemme ved hende, fik jeg endda to med hjem. Fordi “hun alligevel havde ekstra”, og fordi hun vidste, jeg har en svaghed for alt Elsa-relateret. Så sødt og fint.

… For nylig var jeg i Kvickly for at hente en pakke. Egentligt hader jeg, når min pakkepost ender i Kvickly; det er enormt ulogisk, og vejen derhen er hverken synderligt køn eller bekvem. Og dog. For turen er ikke helt uden charme, og jeg standser altid op foran dette bogskab, som er sprængfyldt med bøger, der venter på et nyt hjem.
Jeg finder sjældent en bog, der skal med mig hjem, men jeg elsker at kigge alligevel. Og spekulere lidt over, hvor og hvem de enkelte bøger mon kommer fra, og hvilken historie de har med sig. Er det ikke det bedste ved genbrug?

… Jeg har købt en ny kjole. I H&M, af alle steder. Egentligt kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst har handlet i H&M, men den her kjole fangede mit øje og var alt det, jeg havde ledt efter længe. Så med mig hjem kom den – og den røg på med det samme. Nico grinede lidt og sagde, det lignede en “præriekjole” (hvad det så end betyder), men jeg synes, kjolen er et vaskeægte guldfund.

… Odense har så mange hyggelige kroge og hjørner. En af de absolut hyggeligste er Papas Papbar, som er en brætspilscafé, hvor man kan nyde en kop eller et glas et-eller-andet og spille et spil fra deres enorme spilbibliotek. Det er virkelig hyggeligt og en god måde at være sammen på.
Noget af det bedste ved caféen er at træde ind og ikke se så meget som et enkelt lysskær fra en smartphone. Folk er bare sammen, griner og bander over deres brætspil og nyder stemningen. Det er lidt af en tidslomme – på den bedst tænkelige måde.
Nico og jeg kiggede forbi i søndags til en enkelt øl og et spil – og gik først 2.5 timer senere …

… I You’ve Got Mail, en af mine absolutte yndlingsfilm, siger Meg Ryan, at margueritter er de venligste blomster. Selv har jeg altid tænkt, at tulipaner er de gladeste blomster. De gør mig i hvert fald i godt humør. Og jeg elsker den buket, der står på mit stuebord lige nu og varsler forår.

… Jeg er begyndt at løbe igen. 4 gange om ugen, de sidste 3 uger. Og åh, hvor er det skønt. Løbeturene gør mig så godt – fysisk såvel som mentalt. Det er mit åndehul i hverdagen, og jeg er så glad for at være startet igen. Også selvom det har involveret en masse kulde, blæst og forkølelseslignende tilstande.

… Sidste weekend startede jeg på en lang bog. En bog på 1056 sider, for at være præcis. En bog, som jeg har udsat og udskudt i det uendelige, fordi jeg ikke kunne overskue dens omfang. Og det viste sig at være en fejl at have ventet så længe.
For ikke blot er bogen god, den er også af den slags, som får ens verden til at forsvinde. Da jeg læste den, levede jeg i den. Det er en særlig slags magi, jeg næsten udelukkende oplever med lange bøger. Bøger, der er så lange, at man kan læse dem over flere dage, knytte bånd til de fiktive karakterer og lære forfatterens skrivestil oprigtigt at kende.
Man siger, man ikke skal dømme ens bog på dens cover. Men man skal bestemt heller ikke dømme dem på deres længde. Det mindede Cecilia af Fanny Burney mig om.