LATELY … #23

Hverdagen begynder mere og mere at ligne en hverdag igen. Jeg har været tilbage på kontoret siden påske og gradvist betragtet gågaden blive mere og mere fyldt gennem mit skrivebordsvindue. Det føles som om, verden er ved at vende tilbage til sit udgangspunkt, som om nogen endelig har trykket på play og skubbet verden ud af sin fastfrosne stilhed. Og selvom det er glædeligt, er det også svært at navigere rundt i.

Her følger en lille samling hverdagsglimt, der viser, hvad jeg har fordrevet tiden med på det seneste;

… Det er blevet tid til pæoner igen. Det er min absolutte yndlingsblomst, og jeg bliver i så godt humør af at få dem ind i hjemmet. Det varsler om sommer.

… En af mine søde og kreative veninder har syet en scrunchie til mig, som hun gav mig i værtindegave for nylig. Og jeg er simpelthen blevet så glad for den – ikke mindst fordi, den minder mig om hende og pepper mit halvkedelige hverdagstøj op.

… Ligesom alle andre, går jeg mange ture for tiden. Og jeg opdager løbende nye steder at gå hen. Som f.eks. Jernalderlandsbyen, der ligger nær Næsby i Odense. En lille overset byperle, hvor der er enge så langt øjet rækker, små gedekid og stråhytter. Det var balsam for sjælen.

… For nylig havde jeg en dag, hvor alting gik skævt; vores vaskemaskine gav op og besluttede sig for at oversvømme vores badeværelse, Nico og jeg vrissede af hinanden, og jeg kom for sent ud af døren, og sørme ikke, om det føltes som om, jeg var ved at få en løbeskade på min løbetur. Super.
Men verden klarer jo altid op igen, og det gjorde det også den dag. Som et plaster på såret gik jeg nemlig en lang tur med en veninde efter arbejde, købte den fineste sommerkjole (i H&M, endda!), og kom hjem til en sød mand, der var i færd med at lave mad. Ah.

… Nico er, ligesom så mange andre, blevet bidt af surdejsbageri. Og selvom jeg i starten rystede på hovedet over det noget tidskrævende projekt, så har jeg altså nydt resultaterne – og sat tænderne i luftige surdejsboller og den skønneste surdejspizza. Det kan altså noget.

… Tapas og vin. For et par uger siden holdte Nico og jeg vores første middagsselskab i lang tid. Os to og to af vores yndlingsmennesker, semi-høj musik og dansen-på-gulvet til klokken fire om morgenen. Det var så hyggeligt og så tiltrængt. Sådan et lyspunkt og højdepunkt (og så taler vi ikke om tømmermændene, der fulgte, vel?).

… Alle der kender mig har på et eller andet tidspunkt hørt mig anbefale The Hating Game af Sally Thorne. Sådan en vidunderligt sjov rom-com med alle de rigtige ingredienser. Det er en af mine yndlingsbøger, og den gør mig altid i så godt humør. Nu udkommer den så på dansk, og de søde folk fra People’s Press har været så gode at sende mig et eksemplar – hvor jeg endda er citeret på bagsiden. Ret sejt, og jeg er så glad for måske at kunne hjælpe med at pushe bogen ud til flere læsere.

… Inden maj gik på hæld, gik Line, Nico og jeg en lang aftentur mod Botanisk Have. Solen skinnede, det var varmt, og aftenen føltes næsten endeløs og så sommerlig. Ah, den forårslykke, altså.

… Jeg har anskaffet mig en cykel. Og selvom det lyder som den naturligste ting i verden, er det, det slet ikke. For jeg har altid haft et anstrengt forhold til at cykle – og vil langt hellere gå i to timer end at cykle i en halv. Uden at jeg helt er i stand til at forklare hvorfor.
Men nu prøver jeg igen. Mest fordi jeg skal tilbringe hele sommeren herhjemme, og Nico og jeg har brug for at cykle ud i det blå. At begive os ud på de danske landeveje og tage på udflugt. Det er også lidt definitionen på dansk sommer, ikke?

… Verden er genåbnet, og Nico og jeg forsøger at have en café-date i hver weekend. Bare for at fejre lidt. Vi har bl.a. spist fantastisk morgenmad på Odenses mest Instagram-venlige café, Nouvelle og spist burgere og frittere i solen på Molotov. Ah, hvilken luksus.

… En af de ting, jeg savnede allermest under lockdown-perioden var at gå i biografen. Måske især fordi, Little Women skulle have haft premiere, og jeg havde ventet så længe og glædet mig så meget til at se en nyfilmatisering af mine yndlingsbøger. Så. På premiereaftenen i sidste uge, indfandt jeg og en veninde os i biografen for at synke ned i de røde sæder igen og se filmen – som i øvrigt var uendeligt rørende, fin og autentisk. Og så aktuel. Selv efter 200 år.

Jeg har virkelig fået læst i bund i min bogreol. Lige nu ejer jeg kun 14 ulæste bøger – utroligt få i forhold til, hvad jeg plejer. Og én af dem, jeg har fået læst er Niksen af Nathan Hill. En vaskeægte gigantbog, som har stået på min bogreol og samlet støv i 3-4 år efterhånden. Det var en god bog. Lidt lang i spyttet, måske, men virkelig god og aktuel og velskrevet. Sådan en bog, jeg lige skal fordøje lidt, kan jeg mærke …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This error message is only visible to WordPress admins

Error: API requests are being delayed for this account. New posts will not be retrieved.

Log in as an administrator and view the Instagram Feed settings page for more details.