
Hverdagen er i fuld gang igen. Som den jo altid er. Man kan tage på ferie i flere måneder og alligevel indfinde sig i de sædvanlige rutiner efter blot en uge. Som om intet var sket. Som om man bare kom til at strejfe pause-knappen og derefter trykkede ‘play’ igen. Det er vel i sidste ende det, der gør hverdagen så hverdagslig; det er rutinen, man altid vender tilbage til.
For nylig mødte jeg en bekendt, som spurgte mig, hvad jeg havde lavet på det seneste. Det var først midt inde i en lang samtale om min søsters kommende fødselsdag, at det gik op for mig, jeg jo egentligt havde været på ferie siden sidst. Det burde ellers ikke være så let at glemme.
For jeg ser faktisk stadig tilbage på ferien og smiler. Mindes det turkise vand, den kraftige vind, de farverige gader og de gode, lange eftermiddage tilbragt ved poolen og på altanen med en god bog og hele kroppen smurt ind i faktor 50. I disse dage hvor solen er så svær at fange, savner jeg at vågne op til lyserød himmel, fuglesang og en vejrudsigt der lover 25 grader. Altimens foråret lige så stille melder sin ankomst herhjemme, og de lyse dage gradvist vender tilbage … Jeg glæder mig til mere sol. Men indtil da varmer jeg mig på minderne fra Kap Verde og efterlader et par billeder her på bloggen. Det var sådan et ferieparadis.
Skriv et svar