Life lately

Det har været et mærkeligt forår. Jeg har haft slukket og lukket mine blogs, ikke sagt et kvæk på hverken Instagram eller Twitter og egentligt slet ikke haft lyst til at se nogen eller gøre noget. Halvdelen af både april og maj er forsvundet i massive arbejdsmængder, bekymring og … stilhed. Jeg har ikke sagt så meget eller gjort så meget. Bare forsøgt at få dagene til at gå, indtil jeg havde nogle svar.
Det er svært at skrive det her uden at lyde dramatisk, men jeg har haft en grim sygdom lidt for tæt på mig og en af mine kære. Faktisk fik jeg et kæmpe chok, da en af de mennesker, jeg altid har betragtet som værende usårlig, pludselig blev forvandlet til en kræftpatient. Sådan en med en diagnose og en risiko. Sådan en der skulle opereres og have hospitalstider. Og selvom det var et mildt tilfælde og en mild type med en mirakuløs kureringsrate, så har det fået hele min verden til at føles så skrøbelig. Jeg har haft mange ting til genovervejelse, og jeg har brugt meget tid på at gruble. Jeg tror, det er det, K-ordet gør ved en. 
Jeg er vant til usikkerhed. Jeg er vant til at grumme ting sker for gode mennesker, og jeg ved godt, at livet er en risikabel affære. Jeg ved, at man skal prioritere sin tid – og de mennesker man vælger at bruge den med – skarpt, fordi man ikke aner, hvor lang tid man har. Uheld sker, sygdomme sniger sig ind på en uden varsel, og så er der i øvrigt terrorangreb og naturkatastrofer til højre og venstre. Jeg ved det godt, og jeg har altid vidst det. Den seneste tid har bare mindet mig om det igen. Det føles som om, jeg har fået en eller anden åbenbaring. I virkeligheden er det nok bare noget så trivielt som en chok-reaktion.

Comments

  1. Tak, søde Ida. <3 Faktisk gjaldt det ikke en ven, men et familiemedlem. Men det er heldigvis overstået nu. Det var overfladisk kræft og kunne blot opereres væk. Men det var samtidig en påmindelse, der rykkede et eller andet i mig. Kræft er virkelig sådan en mærkelig størrelse.

  2. Mange gode tanker til deg, Rikke! Håper bokbloggen gjenoppstår når du har fått orden på tilværelsen. Min vår har og vore fylt av ein sjokkreaksjon då min farfar plutselig døde i februar, så eg veit korleis det sjokket overtar heile din verden. For meg har det hjulpe å fortsetja med bloggen, men eg trur at lesesperren eg er inne i nå er ein reaksjon på dødsfallet. Ser at du har hatt det gøy på Tinderbox, det gleder meg!

Leave a Reply to Ida Thordis /Tanker om Sproget Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *