Mål og ønsker for 2019;

Det er efterhånden længe siden, det nye år startede. Måske kan 2019 endda ikke defineres som værende “nyt” længere. Vi er, trods alt, allerede i marts. Ikke desto mindre har jeg endnu ikke fået delt mine nytårsforsætter her på bloggen – og som man siger; bedre sent end aldrig, ikk’?

Egentligt synes jeg, det er lidt noget pjat med nytårsforsætter. At proklamere “new year, new me” og regne med, at man pludselig kan blive en helt ny person eller opbygge evner og talent for noget, man aldrig har skænket en tanke før. Det er ikke realistisk. Og selvom starten på et nyt år er magisk, er det ikke nødvendigvis lig med mirakler. De 5 kilo forsvinder ikke af sig selv, og ens budget bliver ikke automatisk overholdt bare fordi, man bruger tid på at lægge det. Det har jeg lært for længst.

Men jeg synes også, at selvrefleksion er sundt, og at håb er smukt. Der er ingen grund til at sætte mål, man ikke har lyst til at overholde – men dem, man virkelig brænder for? Dem kan man fint skrive ned og bruge nytårsenergien på at arbejde med. Om man så kalder dem nytårsforsætter, nytårsønsker eller blot personlige mål er sådan set underordnet.

Her er 9 ting, jeg gerne vil arbejde for og med i 2019:

  1. I højere grad at bruge mine penge og min tid på oplevelser frem for ting. Og små oplevelser tæller også; sommetider tæller de endda mere.
  2. At skrive mere – ikke her på bloggen eller på arbejdet, men for mig selv. Jeg kan allerede mærke, mit arbejde har forandret min skrivestil til det bedre. Jeg har lært at skrive i et væld af forskellige toner og teksttyper, og det er så sundt for mig. Til gengæld har jeg glemt at skrive for mig selv. Og det vil jeg gerne lave om på.
  3. En klassiker; at være mere til stede og mere bevidst om den tid, jeg vælger at tilbringe online. Jeg kan og vil aldrig vende tilbage til et offline-liv, men jeg vil gerne være mere bevidst om mit online forbrug. Skillelinjen mellem formålsløs scrollen og selvvalgt tid på Instagram er hårfin. Det er så svært at skelne, og det er noget, jeg i lang tid har arbejdet med. Og fortsætter at arbejde med.
  4. Fortsætte med mit løb – også gennem vinterhalvåret. Jeg elsker at løbe og er begyndt at træne op igen. Og det er netop dét; jeg løber regelmæssigt gennem foråret, sommeren og efteråret og opnår også en hæderlig fart og kondition, men så stopper jeg i vinterhalvåret og må starte helt forfra. Det er ikke hensigtsmæssigt, og i år vil jeg prøve at holde fast i løberiet. Men lad os nu se. Der er også lang tid til vinter lige nu …
  5. Få set mere af Danmark. Fordi jeg er vokset op i en familie, der tog til Frankrig, hver gang muligheden bød sig, har jeg aldrig fået set særlig meget af Danmark. Det vil jeg gerne lave om på – især nu, hvor min sommerferie tilsyneladende skal tilbringes herhjemme.
  6. Gå mere ud alene. Sidde selv på café og betragte menneskerne slentre forbi. Tage på biblioteket og læse i timevis. Måske endda tage i biografen selv eller med toget for at udforske en “ny” by i Danmark. Jeg kan faktisk godt lide at gøre ting alene, men er dårlig til at prioritere det.
  7. At fotografere mere. Det er altid et punkt på min liste, og sidste år gjorde jeg virkelig noget ved det. Jeg tog på Photoshop-kurser og legede med billedredigering i timevis. I år vil jeg gerne arbejde lidt mere med spontan fotografi og mindre med opstillet.
  8. Prioritere min familie. Jeg får ikke på magisk vis mere tid i hverdagen, og min familie bor relativt langt væk (og besværligt i forhold til togforbindelser). Men jeg vil gerne blive bedre til at huske at sende den lille SMS til min mor med en filmanbefaling eller en kærlig godmorgen-hilsen. At ringe til min lillebror og kigge forbi min far, når jeg alligevel er med et tog, der standser i Kolding. Små ting, små skridt.
  9. Være tilfreds og taknemmelig. Fordi jeg har det rigtig godt og sommetider glemmer det. Selv hvis jeg slet ikke når alt det ovenstående, er dette punkt det vigtigste.

Har du nogle nytårsforsætter – eller nytårsønsker? I så fald, hvilke?

Comments

  1. “I højere grad at bruge mine penge og min tid på oplevelser frem for ting” – den har jeg også taget til mig, og det er virklig skønt! Jeg har bl.a. sat et delmål i denne kategori, der lyder på, at jeg skal have mindst en oplevelse på en måned, om end det så “bare” er en tur i biografen. Men det er nyt for mig, da jeg ellers netop tidligere har set på oplevelser som dyre penge, og så måske hellere har brugt penge på materielle ting med kort værdi. Men det er der nu ændret på, og jeg vil langt hellere gemme mine penge til oplevelser, som forplanter sig til minder. 🙂

    • Jeg er så enig med dig, og det er de samme tanker, der ligger bag her. Ting forsvinder og mister værdi så hurtigt. Det gør minder ikke. Og så er minder i øvrigt også langt bedre for miljøet…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *