Noget om fødselsdage (og et par billeder)

Det er både besværligt og fantastisk at være et sommerbarn. Med en fødselsdag i sommerens  (næsten præcise) midte, var det altid umuligt for mig at invitere klassen hjem til fødselsdag eller uddele flødeboller. Min fødselsdagsfejring har altid været fleksibel og er blevet skubbet både foran og bagud for at folk overhovedet kunne komme. Sådan er det vist bare i højsæsonen for rejser, sommerhusbesøg og strandture.
Men, altså der er også mange fordele. Jeg husker fødselsdage i baghaven med grillfester og højt solskin; fødselsdage i udlandet med bølgebrus og palmesus; fødselsdage med badebassiner og store is; og senere fødselsdage med fællessang, fællesskål og drukspil, hvor vi både så solen gå op og gå ned. Og dét må være den ultimative sommermagi.

De seneste par år har jeg holdt store fødselsdagsfester med mange gæster, heliumballoner og farverige drinks. Måske som en kompensation for tidligere fødselsdage – eller måske fordi sommeren bare egner sig perfekt til den slags. I år havde jeg dog lyst til noget mere low key, og inviterede derfor verdens bedste læseklub over til hjemmelavet pizza og frozé. Og det var også helt fantastisk, som det altid er, når vi er samlet. Tiden gik i hvert fald hurtigt, og lige pludselig var klokken tre. Det var sådan en god, forsinket fødselsdag, og jeg gik lykkelig i seng. Hvordan kunne jeg andet med så sjove, skøre og intelligente veninder? 

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *