Jeg arbejder ofte hjemmefra. Både fordi jeg er priviligeret nok til at have de rette rammer til det i form af mit helt eget hjemmekontor, men også fordi mine arbejdsopgaver ofte forudsætter en høj grad af fordybelse. Jeg skriver nemlig rigtig mange artikler og hjemmesidetekster, som skal researches, forfattes og korrekturlæses uden alt for meget baggrundsstøj. Til det formål tager jeg ofte en dag hjemmefra.
Derfor virkede den første varsel om 14 hjemmearbejdsdage ikke så uoverskueligt for mig. Jeg er trods allerede vant til det.
Men det viste sig, at 14 dages sammenhængende hjemmearbejde er en helt anden historie end en enkelt dag i ny og næ. Det kræver noget helt andet; en benhård struktur og meget faste aftaler med sig selv om, hvornår computeren tændes – og sværest af alt – slukkes igen. For den ene time tager den anden, og klokken bliver alt for mange. Alt for hurtigt.
Jeg har i hvert fald haft overraskende svært ved det. Svært ved at indfinde mig i en rytme, hvor dagene flyder sammen, og to do-listen aldrig helt bliver tom. Og pyh, jeg kan kun forestille mig, hvor svært det er, hvis man også smider børneaktivering og hjemmeundervisning med i puljen.
Derfor har jeg denne uge lavet en meget stram (næsten minutiøs) struktur for, hvad der skal ske hvornår. Faste alarmer, morgengåture, morgenmad foran computeren og fast tilrettelagte fællesfrokostpauser med Nico. Kunsten er vist at få hjemmedagen til at ligne en normal kontordag så meget som muligt. For ellers tror jeg ikke rigtigt, jeg nogensinde husker at holde fyraften. Der er jo altid en mail mere, en opgave mere, et-eller-andet-mere og ingen tydelige afgrænsinger, så længe ens kontor befinder sig i ens lejlighed …
Hvordan klarer I det hele?
Somewhere Only We Know
En weekend i Vestjylland
Skriv et svar