Odense og de endeløse sommerfestivaler

Har du nogensinde set TV-serien Gilmore Girls? Den der skøre og bemærkelsesværdigt udramatiske serie om en mor og hendes datter, som bor i en lille by ved navn Stars Hollow, hvor en excentrisk borgmester begejstret bruger alle byens penge på mini-festivaler med absurde temaer? Næsten hvert afsnit af TV-serien byder på en ny byfestival, som har til formål at fejre alt fra forårets kommen og sommerens slutning til at indsamle penge til krigsveteraner gennem strik, 24-timers dansemarathoner og  mærkværdige auktioner, hvor der sælges frokostkurve. 
Jeg tror, det var Kristine, som engang skrev, at Odense var Danmarks svar på Stars Hollow. Og mere præcist tror jeg ikke, det kan siges. En hurtig googling viser, at Odense har intet mindre end 50 årlige festivaler – næsten en til hver af årets uger. Byens årskalender byder bl.a. på jordbærfestival, kagefestival, roséfestival, tarteletfestival, jazzfestival, filmfestival, Harry Potter festival, blomsterfestival – og, selvfølgelig, H. C. Andersen festivals. Det er helt skørt, men også meget charmerende og gennemført odenseansk. Tilsyneladende er der altid et-eller-andet at fejre i Odense. Uanset om det så er jordbær, middelalderen eller den elskede H. C., der er udgangspunktet. 
Lige nu befinder vi os i højsæsonen for de odenseanske festivaler, og jeg forsøger at få små bidder med af det hele. Således har jeg (sammen med hundredevis af turister), kigget på farverige blomsteropstillinger til Blomsterfestivalen, set lys- og danseshow til H. C. Andersen-festivalen, overværet Story Slam i forbindelse med Spoken Word-festivalen, og i aften skal jeg se Pulp Fiction under åben himmel til Odense Film Festival. Måske snupper jeg endda også en festdag med, når det bliver tid til technofest og Generator-festivalen – eller også bestiller jeg en middag til SPIS!-festivalen. Det må tiden vise. Indtil videre nyder jeg bare festivaldagene i Danmarks bud på Stars Hollow. 

Comments

  1. Åh, har du hørt, at det ikke må kalde det Harry Potter Festival længere? Det er åbenbart blevet for stort til, at Warner Brothers vil acceptere det længere, så de må ikke bruge nogen som helst af koncepterne fra bøgerne mere. Det er så trist!

  2. Ja, jeg har godt hørt det, og jeg synes simpelthen, det er sådan en skam! Det gavner jo egentligt bare Warner Bros. at frivillige (og ukommercielle) aktører som biblioteker vil holde liv i universet og opfostre nye fans. Jeg synes i hvert fald, det er et helt skørt træk fra deres side!

Leave a Reply to Rikke Møller Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *