
Alle ved, en titel er vigtig. Overskrifter og titler er en skribents vigtigste værktøj; den første mulighed for at tiltrække opmærksomhed, blive læst, set og hørt. Uanset om der er tale om en filmtitel, en bogtitel, titlen på en avisartikel eller sågar titlen på en blog. Titler betyder noget.
Og alligevel ved jeg stadig ikke, hvad min blogs titel betyder.
Jeg mindes, jeg fandt på titlen, fordi jeg gerne ville skabe en kobling mellem en digital disciplin og et gammelt håndværk. Handwritten Kisses er tænkt som et luftkys til håndskrevne ord. Ironisk nok. For er blogs ikke med til at udrydde det håndskrevne ord?
Handwritten Kisses er på mange måder min digitale dagbog. Et lille univers, som jeg fylder med alle de trivielle tanker, oplevelser og glæder, jeg holder af. Her vil du finde kulturanbefalinger, ligegyldige og letlæselige hverdagslister, en skildring af mit Odense – og af og til en lille bid af mine inderste tanker, forlagte skriverier og refleksioner. En rodeskuffe af dimensioner.
Bloggen er på ingen måde kommerciel. Af og til modtager jeg produkter til anmeldelse (hovedsageligt bøger) eller invitationer til events og i så fald, vil det være markeret som sådan.
Tak for din tid og dit besøg. Jeg er så glad for, du kiggede forbi.