Det er tirsdag, og jeg har stadig weekend i kroppen. Og den bliver kun forstærket af vejret, af sommeren der bobler frem overalt, hvor man ser hen. Det er svært ikke at føle, at hverdagen er en slags forlænget weekend, når alting er så sommerligt, blomstrende og smukt.
I weekenden var jeg i Vestjylland. Hjemme hos mine forældre, hjemme ved havet, hjemme ved bølgerne. Og der var så smukt og blæsende og buldrende og brusende og roligt som altid. Sidst jeg var hjemme var i februar, hvor engene var oversvømmet af regnvand, og Varde Å var nået over sine bredder. I denne weekend var alting forvandlet; der var lyst og lunt selv langs Blåvands havkant.
Det var lige, hvad jeg trængte til.
Jeg tror, vestjyden i mig altid vil længes mod havet. Bølgernes lyd er installeret i mit indre. Et soundtrack, der altid giver mig ro. Og øjeblikkeligt får mig til at føle mig hjemme midt i det sært øde landskab, som Blåvand rummer.
Regnvejrsdage
Forårsfornemmelser
Skriv et svar