Somewhere Only We Know

Hvis det ikke var fordi, min kalender insisterede på, at i morgen var den 1. marts, ville jeg tro, det var den 1. januar. Verden udenfor er hvid, stille og kold; vinden er bidende og larmende, og jeg har atter skruet op for radiatorerne, som jeg ellers lige havde skruet ned for. Vinteren er kommet tilbage på det mærkværdigste tidspunkt overhovedet.
Men der er skønhed i verdenen udenfor. Jeg trasker rundt i Odenses gader, pakket ind i halstørklæde, hue og vanter, drikker spandevis af varm kakao og hænger ud med søde veninder. Nico knokler løs med overarbejde og travlhed, og om en uges tid rejser han til Ukraine for at arbejde en uge dér også. 
Altimens står min verden lige så stille som sneen. Og jeg føler så mange ting samtidig. I morgen skal jeg melde mig arbejdsløs (eller ledig, om man vil), og dermed bliver jeg en del af det lige dele berygtede og fantastiske dagpengesystem. Det er lidt vemodigt, men samtidig også et lille skub videre. En reminder om, hvor hurtigt tiden går. Nu har jeg været opsagt i tre måneder, og det er tid til næste skridt. Arbejdsløshed – og forhåbentligt snart et job. Jeg krydser mine forfrosne fingre og gør alt, hvad jeg kan for, at det skal lykkedes. Og det skal det nok også. Lykkedes, altså. 

Jeg håber, den kolde februar har været god ved jer! 

Comments

  1. Dét er jeg også sikker på det skal – jeg bloggede også om mit snevejrs-skjold i de kolde dage, her til formiddag og K har også vendt emnet efterfølgende. Nok er det pænt, men også lidt håbløst, og jeg kunne godt trænge til noget forår 🙂 Varm kakao kan heldigvis også give et skub med.

    – A

  2. Ah, ja! Det er lidt bittersødt med alt den sne. Så pænt og hyggeligt – men også koldt og lidt utrøsteligt, nu når man lige havde sat næsen op efter forår. Suk.

    Men indtil da må varm kakao og dynetid være kuren!

Leave a Reply to Rikke Møller Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *