


Jeg fik, ligesom resten af Danmark, et enormt chok i onsdags. Jeg havde ikke forstået, hvor vidtstrækkende og alvorlig situationen var, før jeg så det malet i vores (seje og meget dygtige) statsministers ansigt. Samme aften fik jeg en SMS fra min arbejdsgiver om, at al arbejde skulle foregå hjemmefra i den næste tid, og da jeg næste morgen slentrede mod kontoret for at hente mine arbejdsredskaber, var det i en mennesketom spøgelsesby. Det virkede mest af alt som noget fra en dystopisk ungdomsfilm, og jeg måtte minde mig selv om at trække vejret dybt og huske fornuften. Rationalitet. Fællesånden.
Det er mærkværdige tider. Og efter blot en halv uge, er jeg allerede begyndt at føle mig lidt indespærret. Derfor har jeg lavet en ny liste over gøremål og læseønsker. Til egen – og fælles(?) – inspiration.
To do
… Bage. Ligesom resten af Instagram. Vi har købt ind til rosinboller, og så har jeg et par overmodne bananer liggende, der passende kan forvandles til en banankage.
… Sortere i mit klædeskab. På det seneste har jeg fornyet garderoben lidt. Og det betyder, at det er tid til at rydde ud, så det ikke når over kapacitet.
… Opdatere min papirkalender. Sådan helt manuelt med nedskrevne fødselsdage og deadlines. Der er noget særligt ved at have den slags i papirsform.
… Finde motionscyklen frem fra kælderen. For at spare på løbeturene og tiden udenfor – og ikke gå helt i stilstand i mellemtiden.
… Foretage flere telefonopkald end jeg plejer. Til veninder og familie. Til store og små snakke. Og nyde, at så mange gode mennesker er i mit liv, selvom de ikke er ved min side lige foreløbig.
… Lære at lave krøller med mit glattejern. Min frisør gør det altid så smukt, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Nu må være tiden til at lære det, ikk?
To watch
… Peaky Blinders (Netflix)
… All the Bright Places (Netflix)
… On Chesil Beach (Netflix)
… Unge Astrid (Viaplay)
… Van Gogh – Ved evighedens port (Viaplay)
… Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (Viaplay)
To read
… Through the Water Curtain and other Tales from Around the World af Cornelia Funke
… The Last Days of Leda Grey af Essie Fox
… Efter ballet af Lev Tolstoj (novelle)
… Kærlighed på prøve af Mary Shelley (novelle)
… Indespærret af Olivia Levison (novelle)
… House of Dreams: The Life of L. M. Montgomery af Liz Rosenberg
Hvad med jer derude? Hvordan tackler I lockdown-livet? Jeg håber, I er sunde og raske – og ved godt mod. <3


Hej Rikke
Jeg har blandt andet brugt tiden på at rydde op i og sortere ud i mine bøger. Jeg er i den ulykkelige situation, at jeg har flere bøger end jeg har plads.
Så nu har jeg en bunke der bliver sat på en venindes trappetrin, en stak til genbrug, en stak til en god kollega og en hel kasse, som min læseklub kan tage fra, næste gang vi ses
Hvad gør du egentlig med alle dine bøger? Beholder du dem alle eller sorterer du også ud i dem af og til?
Hej Christina
Åh, sikke en god idé! Jeg sorterer selv i mine bøger af og til. Jeg tror, jeg gjorde det sidst for et års tid siden. Jeg lader min mor og min læseklub reservere det, de gerne vil have, og resten donerer jeg typisk til genbrug. Ungdomsbøger ryger altid til Læs for livet, som man kan donere til via biblioteket. Det er sådan et fint koncept 🙂
Tackler og tackler, det handler vist mere om at overleve uden at hverken børn eller ægteskab får varige men 🙂 Både min mand og jeg forventes at arbejde hjemme fuld tid, og så skal vi også “lige” hjemmeundervise vores søn. Vores datter på fire vil gudskelov hellere end gerne lege skole, så motivationsmæssigt er vi et godt sted. Der mangler bare små seks timer i døgnet…
Nå ja, så har vi indført Corona-G&T og Corona-rødvin. Det må altså til 🙂
Jeg har så stor beundring for alle børnefamilier, der skal arbejde sideløbende. Pyh, det må være svært. Og hårdt. G&T lyder afgjort som den helt rigtige belønning 🙂