Både kalenderen og mit hjerte er enige; det er sommer. Jeg har fundet alle mine kjolefavoritter frem fra skabet og nyder de uendelige lyse dage i solen. Også selvom hele sommeren er genplanlagt som en plan B, og de sædvanlige festivaler blev droppet sammen med den halvtraditionelle udlandstur. Der er heldigvis mange andre ting at glæde sig over og til. Helt små, trivielle ting som brætspilsaftener med gode venner, rosé og danske jordbær på altanen, lange gåture ad nye ruter i Odense, duften af syrener, improviserede picnic-udflugter og en veninde, der pludselig er blevet min genbo.
Samtidig er den særlige sommerdøsighed ved at sænke sig. Over mig og over verden. For det er sgu svært at have travlt og halse afsted i højt tempo, når temperaturerne stiger, de danske parker bliver populeret af festglade mennesker, og bier og sommerfugle fylder luften. Alting går lidt langsommere. Alle er lidt dovnere. Og jeg er ingen undtagelse.
Skriv et svar