“The dead could only speak through the mouths of those left behind, and through the signs they left scattered behind them.” – J. K Rowling


Det er svært at skrive om døden uden at skrive ordet “død”. Det er sådan et pudsigt ord, som lyder akkurat så dødt som dets betydning. “Død”. Det ligger så tungt og klodset i munden, lander med et klask på tungen og forstummer al følgende samtale. “Død”. Så i stedet bruger man mærkværdige og upræcise omformuleringer. “Gik bort”, “Åndede ud”, “Fløj til himmels”, “Forlod os”, “Sov ind”. Og alle de udtryk har et udsagnsord til fælles: som om, der er tale om en aktiv handling. Som om, døden er et valg og ikke en uundgåelig konsekvens af sygdom, uheld, dårligdom. Måske er det nemmere at acceptere på den måde. Måske er illusionen om et valg lettere at forholde sig til end det døde ord, “død”.

Ikke desto mindre, døde min oldefar i juleferien. Den 23. december, ganske tidligt om morgenen, trak han sit sidste åndedrag i den hospitalsseng, han havde befundet sig i de sidste 14 dage. Hvad der startede med en brækket hofte blev til en livstruende lungebetændelse, flere brækkede knogler og generel udmattelse. Han var 96 år gammel. Hans kone, og min oldemor, var død året forinden, og han havde boet på plejehjem i et par år. Men han var efter sigende ved godt mod. Jeg nåede ikke at se ham, siden vi sagde farvel til min oldemor, men jeg ville ønske, jeg havde. Han var et fantastisk menneske. Det var de begge.
Jeg har været privilegeret at vokse op med mine oldeforældre. Jeg husker besøg hos dem i Randers, deres antikke legetøj, min oldefars spilleri på harmonikaen, min oldemors hjemmebagte småkager og solskinsdage i deres store baghave. Jeg var med til deres krondiamantbryllup, hvor min oldemor lettere forfjamsket himlede op om sit brev fra Dronningen, og jeg tænkte aldrig rigtigt over, hvor sjældent det var. Hvor dyrebart det var at have den ekstra generation i familien, når så mange andre aldrig har kendt deres oldeforældre.
Og nu er de begge væk, og jeg føler tabet. Tabet af to gennemført gode mennesker, men også tabet af en generation med alle dens minder og vidundere. De var begge gamle og havde levet fulde og gode liv, men verden er et fattigere sted uden dem. Min verden især.

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *