Tilbage til Vestjylland

Der bor lidt over 800 mennesker i Janderup. Ifølge Wikipedia, i hvert fald. Byen er en såkaldt stationsby, der er groet ud af det rene ingenting, fordi toget mellem Varde og Nørre Nebel standsede ved den røde stationsbygning. Personligt vil jeg nok mest beskrive det som en soveby; en lille tidslomme, der kan føre en flere år tilbage i tiden. Og det er der også en slags tryghed i.

Jeg var ikke barn her, men jeg voksede op her. Jeg flyttede hertil fra Kolding efter mine forældres skilsmisse og anede ærlig talt ikke, hvad jeg skulle stille op med byen. Det var et sært sted og så langt væk fra alt, jeg kendte. Ud af de 800 indbyggere, lærte jeg hurtigt en tiendedel at kende, og resten nøjes jeg blot med at hilse på, på vejen. Der var ingen hemmeligheder og ingen gemmesteder.

Og så boede vi i øvrigt ikke engang i selve byen. Vi boede lidt væk fra byskiltet i en slags ingenmandsland.

Jeg kan huske, jeg ikke kunne ikke vente med at flytte væk. Med at blive anonym. Med at opnå en smule mobilitet uden at være afhængig af en bil. Og med at bo et sted, hvor der var andre butikker end en enkelt dagligvarebutik. I flere år klyngede jeg mig til Kolding som min “hjemby” og pure nægtede at påtage mig titlen vestjyde. Det føltes ganske enkelt ikke rigtigt.

Så jeg flyttede. Endelig. Og i mange år føltes det som en falliterklæring overhovedet at savne Vestjylland. Men det gjorde og gør jeg altså indimellem. Nogle gange så meget, at det næsten gør ondt. For den lille by blandt de evigt oversvømmede enge og marker ér altså noget særligt. Ikke åbenlyst og slet ikke for alle. Men for mig.

Som så meget andet, tror jeg bare, jeg skulle på afstand for at kunne se det.

I hvert fald nyder jeg at besøge mine forældre i ny og næ, som jeg gjorde i denne weekend. At blive blæst igennem ved Vesterhavet, at hjemsøge tomme gader og tørt konstatere, at alting er, som jeg sidst forlod det. Helt velbevaret og uberørt.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *