Tinderbox-dage

Jeg er stadig træt. Mine ben er stadig ømme, og min stemme er næsten væk. Men det har været det hele værd. Odenses helt egen festival, Tinderbox, startede i torsdags og sluttede med et konfettispyende technobrag i lørdags. Det har været den bedste start på den danske højsommer. Med god musik, snasket mad og de bedste venner i denne verden.

Tre dage med ustoppeligt solskin. Tre dage med lyserøde solnedgange til smukke toner. Tre dage med dårlige dansetrin, grineflip der ender i glædestårer, hvirvlende støv og beskidte sko, glimmer på kinderne og konfetti i luften, kram udvekslet mellem gamle og nye venner, og en følelse af at hele Odense er det samme sted på samme tid. Tinderbox er blevet en byfest. Et højdepunkt, et samlingspunkt.
I år var jeg afsted med 10 venner, hvoraf den ene har et kolonihavehus blot 5 minutter fra festivalpladsen. Hver formiddag mødtes vi derfor til grillmad, ølbowling og lige dele druk og tømmermændspleje. Hver dag fulgtes vi i samlet flok til festivalpladsen – og hver dag formåede vi at blive væk fra hinanden efter ganske få minutter for derefter at bruge resten af dagen på at finde hinanden igen. Haha. Det må være en del af festivalens charme.
Men, åh, hvor var det sjovt. Vi dansede, hoppede, skrålede og skålede. Vi nød gin&tonic i rigelige mængder og supplerede med shots. Vi tog en gyngende tur i pariserhjulet, og jeg kom atter i tanke om, hvor højdeskræk jeg egentligt er. Vi opfandt kampråb og fik malet glimmer på kinderne. Vi spiste os igennem madboderne og fjollede rundt på Groovebox til tvivlsom, men nostalgisk, musik af Barcode Brothers. Timerne gik, og de gik i det bedste selskab.

For mit vedkommende, syntes jeg ikke, musikprogrammet var så stærkt i år. Men det betød blot, jeg havde meget luft i programmet og rigeligt tid til at udforske madboder, møde gamle venner og nyde drinks på et tæppe i solen. Ah. Stemningen var så fin, og festivalen så smuk, at det egentligt var meget rart med lidt luft i programmet.
For mig var det musikalske højdepunkt afgjort Bastille, som jeg elsker. Det lykkedes mig at komme frem til forreste række og nyde Dan Smiths sprøde stemme på helt tæt hold. Han sang så fantastisk, og jeg skrålede højlydt med på ‘Things We Lost in the Fire‘, megahittet ‘Pompeii‘ og den nye ‘Quarter Past Midnight‘. Det var en fest uden lige. (Og så lykkedes det mig i øvrigt at gribe den trommestik, Chris Wood kastede ud. Haha! Helt utroligt efter sidste års Jimmy Eat World-guitar plekter-fadæse.)
Udover Bastille havde jeg også fornøjelsen af Jamie Lawson som gik lige i mit singer-songwriter-elskende musikhjerte. Han var så ydmyg og charmerende og spredte sådan en god stemning på den mere intime Teltscene. 
Jeg dansede selvfølgelig også med resten af Tinderbox til de evigt solide Nik & Jay, stod forholdsvist tæt på Alanis Morisette og mistede stemmen, da jeg skreg med på ‘Ironic‘, sad på en bakketop og lyttede til tonerne fra Depeche Mode, og skuede ud over den propfyldte plads fra det oplyste pariserhjul, imens Wiz Khalifa var på scenen. 
Derudover forvildede jeg mig også ind på Magicbox og fik kyndig basarm-vejledning af de mere erfarne technotrampere, imens Toomanylefthands hoppede rundt på scenen. På Magicbox stopper festen aldrig, og jeg dansede under de blinkende neonlys indtil mine ben gav op, og natten forsvandt. Altimens folk omkring mig dansede iført rumdragter(!), kastede med knæklys og dannede små moshpits. Stemningen var vild, og selvom jeg ikke helt forstår den type musik, blev jeg revet med alligevel. Man kunne ikke andet.

Måske var det solen, måske var det indbildning, eller måske var der noget om det. Tinderbox virkede så smuk og gennemført i år. Fine oaser under skyggefulde træer med gemte barer og spisesteder; langborde opdækket med brætspil og fyldt med mennesker; discokugler hængende i trækronerne; ildspyende skulpturer, lanterner og en Magicbox scene der mest af alt lignede noget fra en surrealistisk Disneyfilm.
Blomsterkronede kvinder gik rundt med bøtter fyldt med glimmer, som de kunstfærdigt malede gæsterne med, fjerklædte fotografer gik rundt med Instax-kameraer og tog polaroidfotos af alle der bad om det, og omme bag rød scene hvilede trætte festivalgæster benene i kulørte hængekøjer. Det var næsten eventyrligt.
Det eneste minus? Festivalen har haft vokseværk, og der var virkelig mange mennesker. Jeg husker det slet ikke som værende så fyldt sidste år. Det virkede ikke helt som om, den smukke festivalplads kunne rumme alle menneskerne. Der var ikke så meget luft – med mindre man altså søgte ind blandt barerne i skoven. Eller lukkede øjnene og dansede skødesløst videre.

Man har en særlig følelse i kroppen efter en festivalsweekend. En næsten udmattende lykkefølelse, og en stak gode og skøre minder, som bliver ved med at poppe op, når man mindst venter det. Det føles som startskuddet på en fuldstændig magisk sommer fyldt med endeløse solskinsdage, kølige drinks og gode venner. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *