To nylige biograffilm;

For lidt over en uge siden, var Mette og jeg i biografen for at se I, Tonya. Jeg havde et par gavebilletter, som skulle bruges – og hvorfor ikke bruge dem på en omdiskuteret, Oscar-nomineret film?
I, Tonya er baseret på den vilde (og sande) historie om kunstskøjteløberen Tonya Harding, hvis mand blev dømt for at medvirke i et forsøg på at smadre knæskallerne (og dermed vinderchancerne) for Tonyas OL-konkurrent Nancy Kerrigan. Filmen fortæller hele historien om Tonyas liv, hendes hårde opvækst hos hendes (psykisk og fysisk) voldelige mor, hendes store konkurrencegen og voksende ambitioner, hendes atletiske talent for kunstskøjteløb, og hendes tumulte forhold til sin ungdomskæreste og senere mand. 
Filmens pointe er nok ikke at give et endeligt svar på, hvorvidt Tonya selv var medskyldig i Nancy Kerrigans overfald, men snarere at portrættere Tonya, hendes vej til succes og hendes fall from grace i det offentlige øje.
Filmen balancerer så fint mellem alvor og humor og dokumenterer, hvordan hver karakter har sit eget synspunkt, sin egen version af sandheden og begivenhederne. Foruden det, er den også et fascinerende indblik i en benhård sportsverden, der bærer præg af gammeldags skønhedsidealer og dyder, som ikke alle passer ind i.
Jeg elskede den her film. Margot Robbie spillede blændede, og historien er så godt fortalt. Jeg kedede mig ikke ét sekund. 

For en måned siden tog min søster og jeg i biografen for at se The Greatest Showman. Vi havde set traileren, da vi var i biografen i november og var med det samme enige om, at dét var en film, vi  bare måtte se.
Jeg ved egentligt ikke, hvad vi havde forventet, men det vi fik var storartet. En flot musical fyldt med farver og glitter, dekadente dansetrin og musik der fik os til at vippe vores fødder i takt. Den syngende Zac Efron var en behagelig overraskelse, og Hugh Jackman leverede som altid en stor præsentation. En perfekt musikoplevelse for alle musical-elskere! 
Handlingen var til gengæld ikke noget særligt; og vist heller ikke helt uproblematisk. Filmen portrætterer P. T. Barnum som en åbensindet helt – selvom han i virkeligheden var en tidligere kriminel, der narrede sine kunder og udnyttede sine artister. En klassisk Hollywood-forsimpling – og måske også en klassisk musical-omskrivning. 
Ikke desto mindre, var filmen stadig værd at se. Sceneshowet og sangene alene er biografbilletten værd. Da rulleteksterne tonede ud på skærmen, havde både min søster og jeg lyst til at stille os op og klappe. For det føles virkelig som et show og ikke en film. På godt og ondt. 

Comments

  1. Enig, og enig! Begge film er simpelthen så gode på hver deres utroligt forskellige måder. Margot Robbie er simpelthen et talent uden lige – tror endnu ikke jeg har set hende i en rolle, hvor hun ikke var rendyrket fantastisk 🙂

    Knus

Leave a Reply to A + K = ♥ Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *