Washington DC: Getting lost in history

Da Nico og jeg planlagde rejsen til New York, besluttede vi os for, at vi også gerne ville væk fra byen et par dage. Se lidt mere og andet af, hvad området havde at byde på.

Vi diskuterede i lang tid frem og tilbage; overvejede faktisk en tur helt til Canada og undersøgte, hvor langt sydpå vi kunne nå. Det endte dog med, vi prioriterede efter transporttid, og derfor hoppede vi på en bus og kørte gennem New Jersey, Delaware og Maryland for så at stå af i Washington D.C. Her tilbragte vi lige knap et døgn i en solbeskinnet by, der virkede som en meget skarp kontrast til New Yorks menneskemylder, skyskrabere og modernitet.

For ikke blot er Washington historisk, byen føles også historisk, når man vandrer ned af smalle sidegader, og alle bygninger har tårne, spir og ornamenterede detaljer. De små gader byder bl.a. på FBI’s hovedkvarter (i en ukarakteristisk grim bygning), the National Archives (som gemmer på den famøse uafhængighedserklæring), kongresbygningen, Det Hvide Hus, det tempel-lignende Lincoln Memorial og en lang række krigsmindesmærker. Bare for at nævne lidt.

Alt sammen virker svagt bekendt, som noget man engang har set i en film, i en serie eller på TV. Og alt sammen er omgivet af en pudsig, ærefrygtindgydende stolthed. Skilte, der påbød respektfuld stilhed stod langs alle monumenter og resulterede i hviskende stemmer og iøjenfaldende klik-lyde fra turisternes kameraer. På den nærliggende Arlington-kirkegård brændte en “evig ild” ved John F. Kennedys grav, og ved mindesmærket for Koreakrigen var et utal af ansigter tragisk mejslet ind i en marmorvæg.

Stemningen i hele byen var meget ulig stemningen i New York. Vi gik fra hektisk til hellig på et splitsekund, og måske var det hele lidt for pænt, lidt for poleret og lidt for selvhøjtideligt til min smag. På den anden side var der virkelig noget særligt over at færdes i en by, hvor hvert gadehjørne gemmer på en vigtig historie. At passere de trappetrin, hvor Martin Luther King holdte sin berømte tale og at færdes på den græsplæne, hvor tusinde har været samlet for at bevidne nye præsidenter blive indsat i deres embede. Eller, på meget corny turist-manér, stå og skue over det vandbassin, hvor Forest Gump blev genforenet med sin Jenny.

Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal mene om Washington. Men jeg er så glad for, at vi tog dertil. Det var ægte idyl i smukt efterårssolskin.

Comments

  1. Rikke, du tager simpelthen de skønneste billeder. Jeg har lyst til at rejse alle de steder hen, hvor dig og Nico har været, alene af den grund at du formår at fremstille dem på mest fantastiske vis.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *