What I’ve Been Watching Lately #2

En sen torsdag aften tog Nico og jeg i biografen for at se Papillon. Det var en lidt impulsiv beslutning; vi kedede os og kunne lige akkurat nå i biografen – selvom det betød, vi først var hjemme igen lidt over midnat.

Men filmen var det værd! Åh, hvor var den god. Ikke helt så storladen som den originale film fra 1973 med den geniale Dustin Hoffman, men stadig god. På sin helt egen dystre, action-prægede måde. Jeg skulle lige vænne mig til, at al humoren var trukket ud af Rami Maleks karakter, Louis Dega, men til gengæld sad jeg på kanten af biografsædet hele filmen igennem. Historien om den uskyldigt dømte straffefange med sommerfugletatoveringen og hans flugt fra et af verdenshistoriens mest barske fængsler, holder stadig. Og jeg kan varmt anbefale den.

Mamma Mia! Here We Go Again (2018) – Set i biografen

Min søster og jeg tog i biografen for at se efterfølgeren til den højst elskede Mamma Mia-filmatisering. Ingen af os havde så meget som set traileren for den – vi blev vist bare enige om, at en musical altid kan få en i godt humør. Og vi havde helt ret. For sikke en humørbombe!

De gode ABBA-sange stråler i selskab med Amanda Seyfried, Colin Firth & co., altimens Lily James er en vildt charmerende og troværdig version af Meryl Streeps karakter. Filmen kører nemlig i to spor: delvist i nutiden hos Amanda Seyfrieds karakter, Sophie, og delvist i fortiden hvor Meryl Streeps karakter, Donna, er ung. Sidstnævnte spor var afgjort det mest bærende, selvom man næppe kan tale om et decideret sammenhængende plot.

Filmen var bare gennemført underholdende. Et kulørt indslag på enhver gråvejrsdag, og selvom jeg ikke tror, jeg nogensinde vil se den igen, er jeg alligevel glad for, jeg fik den set, trods alt.

Table 19 (2017) – Set på CMore

Table 19 er en virkelig mærkværdig film. Jeg faldt over den, da jeg klikkede rundt på CMore, så Anna Kendricks navn, læste bryllups-præmissen og trykkede ‘play’. Og jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg egentligt fik ud af dét.

Table 19 er egentligt en klassisk misfit-fortælling. Filmen udspiller sig til et bryllup, hvor 6 excentriske bryllupsgæster er blevet placeret ved “restbordet”; bordet for dem, der ikke rigtigt hører til. Den ene karakter er næsten skørere end den anden, og hovedpersonen er Anna Kendricks karakter, som er brudens (tidligere) bedste veninde. Hun gemmer på en lille hjertesorg, der udfolder sig til brylluppet, altimens de andre gæster også har ting, de kæmper med i det skjulte. Det hele går selvfølgelig helt galt og eksploderer i en blanding af hverdagstragedier, skæv humor og kliché-kærlighed. Akkurat som bryllupsgenren foreskriver.

The Breakfast Club (1985) – Set på Netflix
The Breakfast Club er en klassiker. En af de allerførste populære High School-film, der viser Molly Ringwald i hendes storhedstid. Den bliver så ofte refereret, men jeg har aldrig fået set den. Før nu, fordi den tilfældigt poppede op på Netflix.
Filmen handler om 5 typiske High School-arketyper, som skal bruge en lørdag sammen i forbindelse med eftersidning; den ungdomskriminelle, sportsfyren, den indadvendte pige, den populære piger og – selvfølgelig – stræberfyren, som også er medlem af skolens fysikklub. De 5 karakterer har intet til fælles, men i løbet af filmen får de mulighed for at tale sammen, og opdager, at de faktisk slet ikke er så forskellige alligevel.
Det er en virkelig fin film, og selvom den er 33 år gammel, holder den stadig. Måske er den endda blevet bedre med tiden, fordi så mange High School-film sidenhen har efterlignet den uden held. Jeg var i hvert fald underholdt – og blev faktisk mindet om, at ungdomslivet egentligt ikke har forandret sig så meget, når det kommer til stykket.

Den lille prins (2015) – Set på Filmstriben
Antoine de Saint-Exupérys filosofiske vokseneventyr om den lille prins, som vandrer rundt i ørkenen alene og fortæller om sit minimalistiske liv på en fjern planet, er elsket af læsere over hele verden. Med rette. Historien er en underfundig påmindelse om, hvordan vi som voksne mennesker overkomplicerer alting og affærdiger den visdom, der egentligt er i barnets syn på verden.
I 2015 blev den lille bog lavet til en film, og jeg har først fået set den nu. Måske, fordi jeg var lidt kritisk overfor, om man overhovedet kunne lave bogen til en film. Men det kunne man. Det er i hvert fald blevet gjort virkelig godt.
I filmen fra 2015 indsættes den elskede fortælling i en ny kontekst. En lille pige som er fanget i den moderne præstationskultur, møder sin excentriske pilot-nabo, som fortæller historien om den lille prins. På den måde fungerer det klassiske eventyr som en kontrast til nutidens forhastede hverdagsliv. Og det gør den om muligt endnu mere kraftfuld. Og så har jeg ikke engang nævnt, hvor smuk filmen er, rent visuelt …