What I’ve Been Watching Lately #4

Åh, hvor har jeg set mange gode film på det seneste. Det må være årstiden, ikk’? Det er jo højsæson for biografture og hyggesøndage. I hvert fald har jeg fået set følgende siden sidst;

A Star Is Born (2018) – Set i biografen
I sidste måned var min søster og jeg i biografen for at se A Star Is Born. Langt om længe. Min søster er kæmpe Lady Gaga-fan og har ønsket sig at se filmen, siden den begyndte at gå i biograferne. Ingen af os havde dog haft tiden til at se den før sidst i januar.
Egentligt havde jeg slet ikke sat mig ind i, hvad filmen handlede om, før jeg gik i biografen. Jeg havde knap nok set traileren; jeg vidste bare, det var en kærlighedsfilm mikset med musik. Og at alle, der havde set den, advarede om, hvordan den fik dem til at græde.
Jeg græd ikke over filmen, men jeg var underholdt og nød virkelig de mange, fine sange. Især Shallow er en smuk sang, og Lady Gagas stemme er noget helt særligt. Generelt synes jeg, hun spillede sin rolle fantastisk. Hun var det bedste ved filmen, og det syntes min søster (åbenlyst) også.

Mary Poppins Returns (2018) – Set i biografen
Jeg elskede Mary Poppins-filmatiseringen som barn. Så da jeg hørte, at det var den næste Disneyfilm i remake-bunken, blev jeg nervøs. For hvordan i alverden kan man leve man op til noget så ikonisk? Og er der overhovedet brug for et remake?
Heldigvis løste Disney opgaven fint ved at lave filmen til en fortsættelse; en slags supplement til den originale, men ikke en erstatning. Og set i dét lys, er Mary Poppins Returns virkelig en succes. For filmen er sprængfyldt med den humor og charme, som kendetegner originalen. Emily Blunt spiller rollen til perfektion, og mit hjerte var ved at briste af lykke, da en scene introducerede et kort glimt af Dick Van Dyke. Musikken er ikke så stærk som i forgængeren; men sangene er yndige og fyldt med farver. Man kan ikke undgå at blive i godt humør af denne film!

You (2018) – Set på Netflix
Det startede bare med et afsnit. Et enkelt afsnit. Jeg så Penn Badgleys ansigt på Netflix’ startside og klikkede play. Og et afsnit blev hurtigt til flere, for jeg blev fuldstændig fanget i seriens portræt af en narcissistisk stalker, hvis definition af kærlighed er livsfarlig.
Penn Badgley er blændende i rollen som boghandleren Joe Goldberg, og i takt med at serien gradvist bliver mere og mere intens, bliver man mere og mere imponeret af ham. Serien er så opbyggende, så nervepirrende og samtidig enormt intelligent og næsten morbidt humoristisk. Jeg har aldrig fået læst bogen, men hvis den blot er halvt så god som serien, burde jeg komme i gang.

Watership Down (2018) – Set på Netflix
Watership Down af Richard Adams er en af mine absolutte yndlingsbøger. Det er til dels en fortælling om en flok vilde kaniner, som leder efter et sted, de kan bo, men det er lige så meget en fortælling om identitet og det at høre hjemme, isolation, krig, usikkerhed, kærlighed og heltemod. Der er så mange lag i historien, og jeg elsker hvor mange niveauer, den kan læses på.
Derfor var jeg lidt skeptisk, da jeg så, Netflix havde filmatiseret bogen i en mini-serie. Men fordi den så lovende ud, og fordi James McAvoy lagde stemme til hovedrollen, klikkede jeg ‘play’ alligevel. Og før jeg fik set mig om, forsvandt en hel weekend, og jeg havde set alle fire afsnit.
Først og fremmest er historien virkelig fint formidlet; den er rørende, medrivende og tro til bogen. Men den er også visuelt imponerende, og dramatikken er bevaret i de ellers så bedårende kaniner. Jeg kan varmt anbefale den.

I Feel Pretty (2018) – Set på Filmstriben
Jeg nåede aldrig ind at se I Feel Pretty i biografen, selvom jeg virkelig gerne ville. Så jeg blev virkelig glad, da jeg en dag fandt den på Filmstriben (som i øvrigt har mange gode film!). Jeg så den en aften, hvor jeg var alene hjemme, og jeg hyggede mig sådan med den. Det er en vaskeægte feel-good film med et meget sympatisk budskab; at skønhed ikke nødvendigvis er en fysisk ting, men sommetider et billede på, hvordan man har det med sig selv. Noget man udstråler, ikke noget man har.
Amy Schumer er simpelthen så fin og sjov i filmen, og man bliver i så godt humør af at se hende som den forvirrede Renee.

Ready Player One (2018) – Set på Netflix
Jeg havde en virkelig lang dag i onsdags og kom hjem helt træt og ugidelig. Efter aftensmaden bad jeg Nico sætte en film på, som jeg kunne falde i søvn til og som samtidig kunne underholde ham. Han valgte Ready Player One, og jeg fik naturligvis ikke lukket et øje. For filmen var så spændende og dens science-fiction univers så tilpas anderledes, at jeg blev helt revet med.
Ready Player One handler om en fremtid, hvor verden og miljøet er så ødelagt, at alle beboere flygter ind i virtuelle verdener i stedet for. De tager VR-briller på og færdes i et enormt spilunivers, som er spækket med referencer til 80’ernes popkultur. Men selv den virtuelle verden har sine problemer …
Filmen er enormt sjov og pudsig – ikke mindst på grund af dens mange nostalgi-referencer. Jeg var i hvert fald hooked – selv på en halvtræt onsdag aften.

Carol (2015) – Set på Netflix
Jeg synes virkelig, Netflix har fået mange gode film på det seneste. F.eks. Carol, som faktisk har stået på min to watch-liste, lige siden den havde premiere i 2015.
Filmen handler om den unge Therese som forelsker sig i og indleder et forhold til en anden kvinde; den karismatiske og delvist fraskilte Carol. Men året er 1950, og et forhold mellem to kvinder er belagt med tabuer. Carol står til at miste alt, hvis hun handler på sine følelser …
Carol er virkelig en smuk film, og Cate Blanchett er, som altid, blændende og overbevisende i rollen som Carol. Rooney Mara brænder også igennem, og det er kemien mellem de to, der gør den ordinære historie til noget helt særligt.

Hvad har I set på det seneste? Noget godt? Sjovt? Anbefalelsesværdigt? 

Comments

    • Jeg kan virkelig anbefale den! Den er simpelthen så fin. Og så elsker jeg vel nærmest alt, hvad James McAvoy medvirker i.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *