What I’ve Been Watching Lately #5

I slutningen af februar rullede det glitrende og forgyldte Oscar-show over skærmen. For 91. gang. Og mens man kan mene, hvad man vil om den lidt gammeldags institution og de indspiste priser, elsker jeg altså Oscar-showet og al den inspiration, det giver mig. Jeg får i hvert fald altid øjnene op for nye og anderledes film, når de bliver vist og nævnt i Oscar-sammenhæng. Og det elsker jeg.

Således præsterede jeg i sidste uge at være i biografen hele tre(!) gange. Og nu planlægger jeg at se Van Gogh: At Eternity’s Gate, så snart jeg kan.

Her er en oversigt over, hvad jeg har set siden sidst;

Green Book (2018) – Set i biografen
Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at se Green Book. Jeg er ikke udpræget Viggo Mortensen-fan, og traileren lignede noget, jeg havde set mange gange før. Men så vandt den en Oscar for årets bedste film, og jeg blev nysgerrig. Ligesom alle de andre, som fyldte BioCitys største biografsal op søndagen efter Oscar-showet. Vi skulle vel alle se, om hypen var berettiget.
Og var den så det? Det tror jeg. Green Book har uden tvivl sine fejl. Filmen falder ned i nogle uheldige klichéer i dens portræt af 1960’ernes USA. Men som en ærlig menneskehistorie om to vidt forskellige mænds lidt modvillige venskab er den fantastisk. Og så er den også rørende, humoristisk og hjertevarm; en road-trip movie, der gør indtryk.

The Favourite (2018) – Set i biografen
Olivia Colham vandt en Oscar for sin rolle i The Favourite. Og hun burde nærmest også have vundet en Oscar for sin takketale. For, åh, hvor var hun fantastisk. Hun delte ud af sine følelser med en oprigtig begejstring og leverede sådan en smuk, sjov og autentisk tale. Hun var højdepunktet på min Oscar-aften. Også selvom jeg på daværende tidspunkt ikke engang havde set The Favourite.
The Favourite har måske fløjet lidt under radaren herhjemme. Den bliver vist i et fåtal af landets biografer og er ikke markedsført til det brede publikum. Det er virkelig en fejl i mine øjne; for filmen er en af de bedste, jeg har set i lang tid. Og Olivia Colham, Emma Stone og Rachel Weisz leverer pragtpræstationer.
The Favourite handler om den sidste Stuart-dronning i England, Dronning Anne. Hun regerede England i 1700-tallet og var kendt for sin lunefuldhed og barnagtige væsen. Filmen fokuserer på hendes forhold til hendes nært betroede hofdamer og deres indbyrdes magtkampe om dronningens gunst. Det er et sjovt, intelligent og spændende take på det klassiske drama ved hoffet. Og dog. For midt i al filmens absurde komik, får man små glimt af tragiske menneskeskæbner, misbrug og konsekvensen af uligevægtige magtforhold. Og det slår hårdt.

Captain Marvel (2019) – Set i biografen
I søndags lokkede Nico mig i biografen for at se det nyeste skud på Marvel-stammen, Captain Marvel. Han er udpræget Marvel-fan, mens jeg i højere grad er mættet af heltekostumer og hyperforbundne superheltefilm. Men afsted tog vi. Og det viste sig faktisk at være helt OK.
Captain Marvel er som sådan ikke et nyt pust i Marvel-universet, og titelkaraktereren og hendes storslåede evner interesserede mig ikke. Til gengæld nød jeg Samuel L. Jacksons tilstedeværelse på skærmen. Det var hyggeligt at få forhistorien til hans karakter og de første spadestik til superhelteorganisationen S.H.I.E.L.D.

Isn’t it Romantic? (2019) – Set på Netflix
Jeg elsker Rebel Wilson. Jeg synes, hun er sådan en dygtig, skarp og sjov skuespillerinde, og jeg elsker næsten alt, hvad hun rører ved. Derfor trykkede jeg fluks play, da Netflix promoverede Isn’t it Romantic? på deres forside. Rebel Wilson som hovedrolle i en rom-com? Hvad kan man ønske sig mere?
Egentligt minder Isn’t it Romantic mig om I Feel Pretty med Amy Schumer. Præmissen er lidt den samme; en kvinde med rod i livet og ondt i hjertet slår sit hoved, og vågner op i en magisk-surrealistisk verden, hvor alt drejer sig om hende. I Isn’t it Romantic befinder Rebel Wilsons karakter, Natalie, sig bogstaveligt talt i en rom-com, hvor mændene bejler til hende, og kvinderne er hendes konkurrenter.
Filmen er sød, men konceptet lover mere, end det kan holde. Det bliver aldrig for alvor sjovt, og rom-com-universet føles hurtigt overspillet. Og så er jeg måske også træt af, at så mange film kræver, at kvinder slår hovedet og falder ind i en alternativ verden, før de kan acceptere sig selv. Konceptet føles efterhånden udvandet.

Café Society (2016) – set på Netflix
Sommetider bladrer jeg formålsløst rundt på Netflix og klikker på alt, hvad jeg bliver anbefalet. Det var tilfældet med Café Society, som ved første øjekast lignede en slags Gatsby-fortælling. Filmen udspiller sig i 1930’ernes USA og handler om en ung mand, der rejser fra New York til Hollywood for at komme ind i filmbranchen. Han får job hos sin succesrige onkel og forelsker voldsomt sig i onklens sekretær. Men det er et kompliceret forhold, og tingene går ikke som planlagt. Og derfra forvandler filmen sig fra en romantiserende Hollywood-drøm til et New Yorker-mareridt med gangsters, skandaler, glamourøse natklubber og kuldsejlet idealisme. Lidt ligesom Gatsby – og slet, slet, slet ikke alligevel.
For filmen mangler både formål og nerve. Hovedpersonen bliver aldrig rigtigt en, man hepper på eller holder af, og de mange smukke scener ender ofte i ingenting. Filmens fortællerstemme sørger for at tilføje et komisk spin på alle tragedierne, og selvom det er morsomt at være vidne til, er det svært at engagere sig i. Egentligt tror jeg, det bedste ved denne film er dens flotte billeder. Dem er der heldigvis også mange af.

Colette (2018) – lejet via iTunes Store
Jeg så traileren til Colette sidste år og var tryllebundet. Og så glemte jeg den igen i mængden af andre film, jeg gerne ville se. Heldigvis stødte jeg på den igen i sidste uge, og fik den set. Den var fantastisk.
Colette er baseret på en virkelig historie og handler om den franske forfatter af samme navn. Colette var en ung kvinde, da hun i slutningen af 1800-tallet giftede sig med Willy. Willy levede af at skrive sensationelle bøger, og overbeviste Colette om at lade ham udgive hendes første roman, Claudine à l’École, under hans navn. Det blev en vild succes; en succes, som Willy høstede al æren og anerkendelsen for. Filmen Colette handler om Colettes kamp for at genvinde sine ord og sit navn – og virkelighedens Colette blev i 1948 nomineret til en Nobelpris. Det er en utrolig historie.
Keira Knightley spiller rollen som Colette utrolig overbevisende og fint. Hun formidler Colettes desperation, isolation, vrede og håb så blændende, og fører seeren gennem en lang variation af følelser. Og så efterlod hun og filmen mig med en akut trang til at læse Claudine-bøgerne. Langt om længe.

Hvad har du set på det seneste? Noget godt? Noget anbefalelsesværdigt? Do tell! 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *