What I’ve Been Watching Lately #6

Januar-februar er altid gode filmmåneder. Det er sæsonen for Oscar-nomineringer og Best of-lister, og så er det selvfølgelig vejr til filmhygge under dynen og med te. Denne vinter var ingen undtagelse og her kommer en lille opsummering af nogle af de film, jeg har set på det seneste:

Marriage Story (2019) – Set på Netflix
Plottet er egentligt relativt simpelt. Marriage Story er en film om et ægteskab i opløsning. Om en skilsmisse og det, den gør ved en familie som en helhed og ved de involverede parter. Om et par, der stadig vil være en familie, men bare ikke være sammen. Og om hvordan de bliver hevet i forskellige retninger i et system, der per definition strukturerer en skilsmisse som et angreb; ham mod hende, hende mod ham, forældremyndighed og karaktervidner.
Jeg tror ikke, det er meningen, man som seer skal vælge side. Det er i hvert fald svært; sympatien skifter hele tiden undervejs. De mange angreb og modsvar bliver rodet sammen til én grå masse. Og det afspejler måske meget fint, hvad en skilsmisse sommetider kan være eller blive; et følelsesmæssigt kaos, der bringer det værste og det bedste frem i forældrene.
Filmen skildrer det hele så fint og så skrøbeligt og så ægte. Scarlett Johansen og Adam Driver rev mit hjerte itu. Så simpelt, så upoleret og så råt.

The Goldfinch (2019) – Lejet på Viaplay
Jeg forstår ikke helt, hvordan den her film kunne gå min næse forbi. Jeg elsker Donna Tartts kæmperoman The Goldfinch og vidste egentligt godt, den skulle filmatiseres med Ansel Elgort i hovedrollen. Men den må have levet et liv i stilhed, for jeg anede ikke, at den allerede var ude og tilgængelig.
Filmen var god, storladen og smuk. Den ydede bogen retfærdighed, men den videreførte også den fejl. Eller forstørrede dem på en måde. For bogen er (til tider) langtrukken og højtragende, og det er filmen også. Til gengæld er den også virkelig æstetisk, poetisk og overbevisende – og især Finn Wolfhard var genial i rollen som Boris.

Goodbye Christopher Robin (2017) – Set på CMore
Goodbye Christopher Robin er fortællingen om A. A. Milne og hans søn, den berømte Christopher Robin hvis navn fandt sin vej ind i en børnebog og resulterede i, at han endegyldigt blev forvekslet med sin fiktive halvdel. Forholdet mellem far og søn er betændt – og er berømt for at være det. Christopher Robin gjorde mange ting for at slippe væk fra sin barndomsberømmelse. Og det er dét, filmen handler om.
Jeg har ville se den lige siden, jeg hørte om den for første gang. Faktisk endte jeg med at købe en måneds CMore-abonnement bare for at se den. Og jeg synes faktisk, det var det værd. Jeg blev rørt og forarget undervejs, og mit hjerte blev knust til sidst, hvor jeg endte med at græde grimme mascara-tårer. Sikke en historie.
Domhnall Gleesen spiller blændende, Margot Robbie er (som altid) en fornøjelse, men filmens egentligt stjerne er Alex Lawther, der virker så indebrændt og så overset, når han taler til sin far i vrede. Sikke en præstation.

Bombshell (2019) – Set i biografen
Margot Robbie, Nicole Kidman, Charlize Theron. Castet i Bombshell kunne næsten ikke stå stærkere. Akkurat ligesom den rystende historie, de formidler om sexismen, der herskede på Fox News i 2016. Det er en historie, der slår hårdt og fremkalder følelser, netop fordi den er baseret på faktiske hændelser og personer. Jeg blev både vred, chokeret og forarget undervejs – men mest af alt forlod jeg biografen med en fornemmelse af empowerment. Og det tror jeg, alle vil gøre.

Parasite (2019) – Set i biografen
Jeg havde hørt folk tale om den længe. Den sydkoreanske komedie med de mørke undertoner havde allerede taget en håndfuld af mine kollegaer og Facebook-venner med storm, inden årets Oscarshow rullede over skærmen. Og filmen havde knap nok modtaget sin Bedste film-statuette, før min søster og jeg bestilte billetter. For det var altså et for spændende fænomen og præmis til, at vi måtte gå glip af den. Heldigvis.
Det er en af de stærkeste film, jeg har set længe. En (meget) mørk komedie, der hylder det absurde, samtidig med den sætter samfundsstrukturerne på spidsen. En fortælling om at være fattigdommens desperation, om at gribe muligheder og om at leve i skyggerne – med så mange plottwists og blindgyder undervejs. Se den. Se den, se den, se den! Den fortjener alle Oscar-statuetterne og mere til.

The Two Popes (2019) – Set på Netflix
Jeg så The Two Popes i et forsøg på at se alle Netflix’ Oscar-nominerede film. Jeg nåede aldrig at gøre projektet færdigt, for The Irishman var for lang til, at jeg kunne overskue det. Men ikke desto mindre tilbragte jeg en rigtig fin februarformiddag alene hjemme med at se The Two Popes. Den var afgjort lang. Lidt for lang, måske. Men samtidig var det en rigtig god og atypisk skildring af en institution under forandring. Anthony Hopkins og Jonathan Pryce er simpelthen sådan en god duo og fungerer så fint sammen. Det er deres dynamik, der bærer filmen et langt stykke af vejen.

Hvilke film har du set på det seneste?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *