What I’ve Been Watching Lately #7

Man kunne godt forledes til at tro, jeg havde fået set uanede mængder af film, mens verden var på pause. Jeg havde jo tiden. Vi havde allesammen tiden. Men størstedelen af tiden, har jeg ikke kunne samle mig om en hel film – så i stedet har jeg læst, spillet brætspil, samlet puslespil og gået lange ture – og genset tre sæsoner af Grey’s Anatomy, haha. Men ikke så mange film.

Dem, jeg har set har til gengæld været på min liste i lang tid. Og mange af dem er utroligt anbefalelsesværdige.

Sanditon (2019) – Set på DRTV

Den eneste serie – eller miniserie på listen. Sanditon er en filmatisering af Jane Austens ufærdige og efterladte manuskript. Det er det sidste, hun nogensinde skrev, før hun døde. Og derfor er det naturligvis en historie omgærdet af mystik – for hvad ville hun have skrevet? Hvor ville historiens elleve kapitler have ført hen?

Mange har forsøgt at færdiggøre romanen og forsøge at svare. Og én af de opdigtede versioner er nu blevet omdannet til en serie. En underholdende, visuelt smuk og spændende serie, der foregår i badebyens Baths smukke balsale.

Det er en virkelig god serie. Fyldt med gammeldags romantik, smukke billeder og dygtige skuespillere. Men også fyldt med unødvendigt drama, misforståelser og lidt for store armbevægelser. Jeg er ikke helt sikker på, om serien egentligt har så meget med Austen at gøre, når det kommer til stykket. Men det skal man måske også bare tage med et gran salt. Den er jo meget underholdende alligevel.

Emma (2020) – Lejet på Viaplay

Jeg havde planer om at se Emma i biografen. Faktisk glædede jeg mig utrolig meget til at synke ned i biografsædet med en veninde ved min side og fortabe mig i Austens univers igen. Men omstændighederne ville noget andet, og i stedet kunne jeg juble, da Viaplay annoncerede, man kunne leje filmen hos dem. Før tid og i stedet for den velfortjente biografpremiere.

Emma er en utrolig æstetisk film, der trækker en med ind i et pastelfarvet og feminint univers. Hver eneste scene er fyldt med et detaljeniveau, der er værd at pause for at kigge nærmere på. Den er næsten sammenlignelig med Sofia Coppolas Marie Antoinette. Og det alene gør den værd at se.

Plotmæssigt er filmen faktisk tro mod Austens bog – selvom den samtidig adskiller sig markant fra tidligere filmatiseringer. Fordi karakteren Emma har fået et ondskabsfuldt islæt og er utrolig svær at holde med og holde af – men også fordi, flere scener er mere realistiske med anstrøg af nøgenhed og akavethed. Hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng er bare en fortolkning – men denne nye filmatisering vinder alle sammenligninger på skønhed.

All the Bright Places (2019) – Set på Netflix

Jeg havde ikke set den komme. Det havde jeg altså ikke. Da jeg trykkede play på All the Bright Places på Netflix, forventede jeg bare en simpel og hyggelig kærlighedsfilm. Lige dele teendrama og rom-com. Men i stedet fik jeg en mavepuster af en film, der fik mig til at gispe og græde helt uhæmmet.

Filmen handler om sorg. Om mentalt helbred. Om depression og om svigt. Men den handler også om ung kærlighed, lyse sommerdage og om håb. Og jeg kan virkelig anbefale den. Måske vil jeg endda også læse bogen bag en dag …

Unge Astrid (2018) – Set på Viaplay

Unge Astrid er fortællingen om Astrid Lindgren. Det er en biografisk film om den purunge Lindgren, der bliver gravid udenfor ægteskab og får et barn i hemmelighed. Et barn, der bliver født i Danmark, og som hun hele tiden stiler mod at få med sig hjem til Sverige.

Det er også en film om Astrids spirende fantasi. Om forfatteren, der er ved at formes, og mennesket der gør sig erfaringer. Og den er så uendeligt fin og bittersød og hjerteskærende. For den unge Astrid Lindgren vil virkelig gerne være mor for sit barn, men bliver holdt tilbage af så mange ting – og nok mest af alt samfundet. Det er et tankevækkende, smukt og intimt portræt af en legendarisk forfatter.

Har du fordrevet isolationstiden med gode film? Hvilke – og kan de anbefales?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *